Glad Sport
Resultater
Resultater
15/04/2025

”Et virkeligt udfordrende rally.”

Begge Glad Sports mandskaber sluttede i top 10, da sæsonen blev indledt i det krævende østrigske Laser Hero Laventtal-Rallye

---

I weekenden fik Glad Sport sin 2025-sæson skudt i gang. Det foregik i det østrigske Laser Hero Laventtal-Rallye, hvor Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) og Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) sluttede på henholdsvis sjette- og ottendepladsen generelt.

”Det var et virkeligt udfordrende rally. Det var noget af en mundfuld at starte sæsonens med, når ingen af os havde kørt siden sidste efterår, men samtidig var det også utroligt sjovt,” siger Line Nedergaard. ”Vi havde forventet, at det ville blive udfordrende, men ikke at det var på det niveau. Det var virkelig et level up i forhold til de krævende løb, som Jacob og jeg sidste år kørte i Frankrig.”

Det østrigske terræn var ikke den eneste udfordring for makkerparret. Løbet var også deres første start i den nye firhjulstrukne Renault Clio Rally3.

”Jeg er meget godt tilfreds med vores tempo og placering, selv om jeg ikke er helt dus med bilen endnu, men det havde jeg heller ikke regnet med,” indrømmer Jacob Madsen. ”Vi havde 20 km test med bilen torsdag inden løbet, og der fandt vi ud af, at der skulle ændres på differentialet. Det fik mekanikerne gjort inden løbet, men der er stadig nogle opsætninger, som vi skal have prøvet af. Både hvor meget vi kan ændre den ene vej og den anden vej. Firhjulstrækket gør, at det mere er som at køre på skinner, og det skal jeg vænne mig til. Jeg skal også lære, at jeg kan bremse noget senere med den.”

Også i codriver-sædet er Line Nedergaard gået i gang med en tilvænningsproces.

”Man skal vænne sig til, at den skyder afsted, når Jacob trykker på speederen,” siger hun. ”Bilen bevæger sig på en anden måde, og jeg mærker ikke på samme måde, hvordan Jacob kører. Da vi fik gjort den blødere, blev det også nemmere for mig, så jeg bedre vidste, hvor vi var henne. Resultatet i Østrig er vi meget tilfredse med. Der var et par prøver, hvor vi var foran Kenneth og Mads, og hvis ikke vi havde fået 80 strafsekunder for at komme for sent, da motoren havde skudt oliepinden ud, var vi kun sluttet 10 sekunder efter vinderen af vores klasse.”

”Det var lidt af en ilddåb,” siger Kenneth Madsen om sin første start i Østrig. ”Det er et af de bedste rallyer, jeg har kørt, og det drejede mere og var endnu mere kuperet, end jeg havde regnet med. Det var nogle hårde modstandere, vi var oppe imod. Vinderne af løbet havde allerede kørt fire andre løb, så vores forventninger til et topresultat var ikke særligt høje. Under notekørslen sagde Mads og jeg til hinanden, at vi skulle være glade, hvis vi kunne holde vores seedning fra startrækkefølgen. Det kunne vi heldigvis.”

Mads Dalsager var ny mand i codriver-sædet i Glad Sports hurtige Citroën C3 Rally2.

”Det var en god debut for mig, og det er nok det mest krævende løb, jeg har kørt, men det var superfedt,” siger han. ”Prøverne var så krævende, fordi det var sving i sving, og Kenneth og jeg jokede lidt med, at én af prøverne havde flere sving end et helt DM-rally. Jeg havde eksempelvis 20 sider med noter til en prøve på omkring 12 km prøver, og så havde vi også en prøve, hvor vi startede i 1200 meters højde og sluttede i 500 meters højde.”

”Jeg synes, at samarbejdet med Kenneth fungerede godt. Der gik ikke mange kilometer, før det var på plads. Det var jo lige på og hårdt, og det var sådan set det vigtigste.”

”Mads gjorde det godt, og han er rigtig god til det med noterne,” siger Kenneth Madsen. Helt udramatisk var Laser Hero Laventtal-Rallye dog ikke for ham og Mads Dalsager.

”Vi bøvlede med vores bremser på de sidste prøver, for der var megen nedkørsel og prøverne lå meget tæt. Vi døjede med at kunne bremse godt nok. Jeg blev mere pivet, og så hænger man bogstaveligt talt i bremsen. Vi skal kort og godt have fundet nogle andre bremseklodser til næste løb, ligesom vi også skal have ændret på bilens differentiale, ligesom vi gjorde med Lines og Jacobs bil,” siger Kenneth Madsen.

”For første gang i min tid i rally ødelagde jeg en bagskærm, da jeg ramte en wrapballe. Den røg af, men da vi efter løbet skulle hente bilen, var der én, som havde fundet den og sat den tilbage på bilen. Nu kan vi spare pengene til en ny og i stedet klare skaden med lidt spartling…”

Få de seneste nyheder fra Team Glad Sport

Tilmeld dig Team Glad Sports nyhedsbrev og få alle de seneste nyheder fra Teamet direkte i din indbakke.
crossmenu