Så starter sæsonen for Glad Sport. I Normandiet tager Jacob Madsen/Line Nedergaard hul på årets Stellantis Cup, mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus i den tyske delstat Sachsen varmer op til årets Dansk Super Rally.
---
”Vi deler os i to.” Det er strategien i år for Glad Sport, hvor de to rallyhold og ikke mindst det store servicemandskab og de mange frivillige i fællesskab har kæmpet for sejre og pokaler til teamet fra Kalundborg.
Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) skal i deres Peugeot 208 Rally4 angribe Stellantis Cuppen, hvor de i den kommende weekend kører deres første løb – det franske Rallye Le Touquet – i Normadiet. Mellem Zwickau og Chemnitz i den tyske delstat Sachsen starter Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) i den 58. udgave af ADAC Rallye Erzgebirge.
”I vores to første sæsoner har vi alle arbejdet sammen som én stor enhed,” siger teamchef Palle Larsen. ”Det gælder på værkstedet før og efter løbene, men så sandelig også på servicepladsen under rallyerne. Har der været et problem med den ene af vores to rallybiler, har alle mekanikere kunnet kaste sig over den. Det kan vi ikke længere, hvor vi gennem sæsonen ofte skal være to steder i samme weekend. Heldigvis ser vores mekanikere det som en ny og spændende udfordring, som de gerne vil tackle.”
Den ene halvdel af Glad Sport sætter senere på ugen kursen mod Normandiet og Rallye Le Touquet.
”Jeg har været på ferie ved invasionsstranden, hvor jeg har kikket på alt det historiske. Det er et meget interessant område, men det er helt ukendt område for mig i rallysammenhæng,” siger Line Nedergaard.
”Det er det eneste, jeg har kørt i Frankrig, var i forbindelse med et løb i Sydtyskland. Her kørte vi en rundbane over 30 km, hvor vi også lige var en smut ind i Frankrig,” forklarer Jacob Madsen. ”Det bliver mit første franske løb.”
184 km hastighedsprøver fordelt på syv enkeltprøver, der skal køres to gange, venter forude for Jacob Madsen/Line Nedergaard.
”Stellantis Cuppen er for Peugeots og Opels Rally4-modeller. Bilerne skal opfylde Rally4-reglementet, men der er bl.a. et krav til minimumsfrihøjden, hvor vi skal køre 5 mm højere end det, vi har gjort herhjemme,” forklarer Jacob Madsen. ”Men den største udfordring bliver naturligvis hastighedsprøvernes karakter.”
”Eller sproget,” replicerer Line Nedergaard. ”Jeg indrømmer, at jeg ikke er særlig god til fransk, og der er ingen af materialerne, som er oversat til engelsk. Det er en anden kultur. Der gik halvanden uge, inden vi fik en bekræftelse på vores tilmelding.”
Også hendes co-driver kollega Mette Felthaus står overfor en sproglig udfordring, når hun med Kenneth Madsen starter i Rallye Erzgebirge. ”Tysk var ikke mit yndlingssprog i folkeskolen, for jeg syntes ikke, at det var logisk. Min perfektionisme stod i vejen,” indrømmer hun. ”Jeg kan godt klare mange af de ting, der er nævnt i de tyske tillægsregler, men kan jeg ikke, må jeg tage Google Translate til hjælp.”
Rallye Erzgebirge er makkerparrets opvarmning til årets Dansk Super Rally, men inden opvarmningen har de en opvarmning til denne med deres Citroën C3 Rally2.
”Gennem sidste års toer i det tyske mesterskab, Julius Tannart, har vi onsdag fået mulighed for at deltage i en testdag i Tjekkiet,” forklarer Kenneth Madsen. ”Det var ikke optimalt at teste og ændre på Citroënen, mens sidste sæson var i gang, men nu har vi bl.a. fået en anden, lavere gearing, som vi for første gang skal prøve. Den glæder vi os til at tage i brug, for det giver også bedre mulighed for at finjustere bilen til de hjemlige løb.”
Rallye Erzgebirge er første afdeling af Deutsche Rallye Meisterschaft, hvor hele den tyske elite er på deltagerlisten.
”Der er nogle hårde drenge og piger, vi skal kæmpe imod. Vi kommer ikke til Sachsen og vinder, men man skal aldrig sige aldrig, men kan vi slutte i top 3 vil det være en god start på sæsonen,” afslutter Mette Felthaus.
Gennem de seneste to år har Glad Sport haft to biler til start i hver eneste afdeling af Dansk Super Rally. Sådan bliver det ikke i år. Mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus satser på at tilbageerobre Dansk Super Rally-titlen, skal Jacob Madsen/Line Nedergaard i stedet jagte succes i den udenlandske Stellantis Cup.
---
Sidste år erobrede Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) Danmarksmesterskabet i Dansk Super Rally, hvor de henviste teamkammeraterne Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) til andenpladsen. Den duel får vi ikke en gentagelse af i den kommende sæson.
”Line og jeg skal deltage i Stellantis Cuppen, som er en løbsserie, der er udskrevet for hold, der kører i enten Opel Corsa Rally4 eller som vi Peugeot 208 Rally4,” fortæller Jacob Madsen. ”Sidste år deltog vi i East Belgian Rally, som talte til cuppen. Vi vandt, men vi fik også smag på at køre flere udenlandske løb, og vi gik derfor i gang med at undersøge mulighederne for at køre en fuld sæson i Stellantis Cuppen.”
Mens Jacob Madsen senest i 2017 havde en udenlandsk rallysæson, bliver det den første for Line Nedergaard.
”Jeg glæder mig helt vildt,” siger hun. ”Der kommer også til at være nogle helt andre forventninger og krav til mig, og det kræver en omstilling. Løbet sidste år i Belgien gav mig et indblik i, hvad det kræver, og jeg er glad for den erfaring, jeg har fået derfra. Jeg ved, hvad skal omstille mig til. Terrænet er anderledes. Det går op og ned. Det er vi slet ikke vant til herhjemme, hvor vi oplever mange vinkelsving og områder, hvor det hele er fladt.”
Løbene i Stellantis Cuppen strækker sig over to dage, hvor holdene typisk skal køre 10-12 hastighedsprøver på en samlet længde på 150 km. Men deltagerne kommer til at bruge mere tid end blot det.
”Det kommer til at tage mere tid,” slår Jacob Madsen fast. ”Fra vi tager afsted til vi er hjemme igen, går der 4-5 dage, hvor det varer 2-3 dage ved et DM-løb. Vi får et mindre servicemandskab end sidste år til DM-løbene. Vi har kun tre mand med. De er heldigvis klar på opgaven, og de har alle nogle gode arbejdsgivere, som har givet dem fri til at få de nye oplevelser, som venter.”
Det første løb, hvor Jacob Madsen/Line Nedergaard starter med deres nye Peugeot 208 Rally4, bliver Rallye Le Touquet, som foregår i Normandiet den 14.-16. marts.
For Kenneth Madsen/Mette Felthaus er fokus sat på de seks afdelinger af Dansk Super Rally, hvor det første er Rally Yding den 20. april.
”Nu fik Line og Jacob lov til at vinde sidste år, så det er vores tur til at vinde i år, men det kræver også, at det bliver en fejlfri sæson fra vores side, for det er alle seks løb, som tæller til mesterskabet,” siger Kenneth Madsen. ”Vi havde en punktering sidste år i Rally Aalborg, og det blev udslagsgivende. Det gælder om at holde hovedet koldt, have fuld fart på og så lidt held, så kan vi igen stå øverst i alle seks DM-afdelinger og vinde samlet i Dansk Super Rally.”
”Skal vi ikke sige, at vi ikke skal blive nummer 2. Det er jo ikke sjovt, vel?” spørger Mette Felthaus retorisk. ”Der er nogen, som siger, at man efter et stykke tid godt kan glæde sig over en andenplads, men har man et vindergen, er det kun sejren, som gælder.”
Makkerparret fortsætter i den Citroën C3 Rally2, de fik midt under 2023-sæsonen.
”Den 208’er, vi forinden kørte i, skulle vi konstant presse. Det skulle vi ikke med C3’eren, hvor vi havde en fornemmelse af, at vi kunne få mere ud af bilen,” fortæller Mette Felthaus. ”Vi har nu også fået den lavere gearing, vi ventede på, så nu kan vi bedre tilpasse bilen efter den type løb, vi skal køre. Det bliver spændende at se, hvad det kan give os.”
Inden Kenneth Madsen/Mette Felthaus kaster sig ud i Dansk Super Rally, varmer de i midten af marts op ved at deltage i det tyske ADAC Rallye Erzgebirge.
Glad Sport sikrede sig den bedst tænkelige afslutning på sin anden sæson i dansk rally ved årets Rally Stoholm. Generalsejr og to klassesejre i løbet og dertil guld- og sølvmedaljerne i Dansk Super Rally.
---
For andet år i træk kunne et mandskab fra Glad Sport kalde sig vindere af Dansk Super Rally. Med sæsonens femte klassesejr i Rally4-divisionen og en generel fjerdeplads i weekendens Rally Stoholm sikrede Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) sig titlen, mens bedste tid på løbets allersidste hastighedsprøve gav sølvmedaljerne til Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens).
”Det var det resultat, vi havde ønsket os hjemmefra, men som vi ikke havde turdet håbe på,” siger Jacob Madsen. ”Simon Vallentin og Peter Egholm har udfordret os, og inden start sagde jeg kort og godt til Kenneth, at han skulle sørge for at slå Simon og Peter generelt, for så skulle vi nok gøre det så godt, vi kunne.”
Opgaven lød enkel, men var faktisk svær. Primært på grund af vejr- og vejforholdene i på vejene mellem Viborg og Holstebro.
”For Jacobs og mit vedkommende var det måske det mest udfordrende rally i år, selv om vi havde luft til Oliver Saust og Peter Rasmussen i vores klasse,” siger Line Nedergaard. ”Der var en hastighedsprøve, hvor vejret bare fuldstændigt skiftede. Det regnede nogen steder – helt lokalt – og så var der steder, som var tørt. Det er ikke noget, man kan forudse.”
”Lørdag morgen startede med en forskrækkelse på den første hastighedsprøve, da vi røg ud på en mark med 140 km/t,” forklarer Jacob Madsen. ”Vi bremsede, men havde ikke regnet med, at det ville være så glat, og så var vi bare passagerer. Det viste sig, at Kenneth og Mette havde gjort det samme, for vi kørte i deres spor.”
”Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en afkørsel, men det var altså ulækkert på det våde græs,” indrømmer Line Nedergaard. ”Presset var denne gang større end ved de øvrige løb, for finalen udløste dobbelte point. En fejl kunne ødelægge en hel sæsons arbejde.”
Det gjorde den heldigvis ikke. Jacob Madsen/Line Nedergaard leverede deres til at sikre en ny titel i Dansk Super Rally til Glad Sport. Og det lykkedes ikke bare Kenneth Madsen/Mette Felthaus for andet år i træk at vinde Rally Stoholm, men også at erobre sølvmedaljerne i Dansk Super Rally.
”Det var virkelig en god afslutning for os. At vi var så langt efter i tabellen efter vores uheld i Rally Aalborg og så kunne kæmpe os frem og få sølvet, var bare fantastisk,” siger Mette Felthaus. Hun og Kenneth Madsen havde fokus på Simon Vallentin/Peter Egholm, som også bejlede til ikke bare sølvmedaljen, men også sejren i Rally Stoholm. ”Fredag aften fik de en tidsstraf på 40 sekunder. Det gav os meget luft, men vi skulle også til at køre taktisk. Og det er meget sværere end bare at kæmpe om at køre hurtigst.”
”Vi lagde en ny strategi i forhold til det, vi havde planlagt hjemmefra,” fortæller Kenneth Madsen. ”Vi slappede ikke af, men selv om vi heller ikke gav den fuld gas på alle hastighedsprøver, følte jeg ikke på noget tidspunkt, at Mette og jeg ikke havde styr over tingene.”
Kenneth Madsen/Mette Felthaus havde et forspring på 15 sekunder inden løbets sidste hastighedsprøve. Selv om sejren i Rally Stoholm dermed så godt som var i hus, var sølvmedaljerne det ikke. Sidste hastighedsprøve var powerstage og udløste bonuspoint til de hurtigste hold.
”Dem af os, som ville vinde powerstagen, ville tage sølvet. Og det blev vores sejr,” siger Kenneth Madsen. ”Det var fedt at vinde powerstagen,” konstaterer Mette Felthaus. ”Vi havde måske kørt 90 procent på de øvrige hastighedsprøver lørdag, men så skruede vi op til 95 procent. Kenneth sagde Den tager vi ikke. Men det gjorde vi. Med to sekunder. Vi vandt powerstagen og tog sølvet, men det har også været fedt, at Simon og Peter har været med i år, for de har givet os noget modstand.”
”Med skiftet til den nye Citroën har det efter sommerferien været rart at være oppe på bilniveau med dem, vi kæmper imod,” siger Kenneth Madsen. ”Og selv om det var en ny bil, så har servicedrengene hele tiden gjort det, de skulle. Det er dejligt at vide, at der er ikke panik på, når man kommer ind til en servicepause efter nogle hårde prøver. Servicedrengene har en stor del af æren for teamets resultater.”
”Jeg er imponeret og pavestolt efter vores anden sæson i dansk rally,” siger Jacob Glad. ”Resultatet i Rally Stoholm og i Dansk Super Rally er bare et billede på den passion fra øverste hylde, som alle medlemmer af teamet udstråler.”
”At mærke den magiske energi og ro, der er i hele teamet, er bare fantastisk. Alle arbejder hårdt med forberedelse og klargøring op til hvert rally. Når vi er ude til løb, er det virkelig fedt at se sammenholdet og opleve, at alle er klar og fokuserede på at løse opgaverne uden at begå fejl. På hastighedsprøverne og på servicepladsen.”
Glad Sport kan se tilbage på sin anden sæson med dels første- og andenpladsen i Dansk Super Rally og Danmarksmesterskaberne i Rally2- og Rally4-klasserne.
Glad Sport kommer med en dugfrisk belgisk rallysejr i bagagen, når teamet i weekenden skal forsvare sine førstepladser i Dansk Super Rally ved Rally Stoholm.
---
Sidste år var det Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens), som ikke blot kunne vinde Rally Stoholm generelt, men som også tog det samlede sejr i Dansk Super Rally. I år er det teamkammerater Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang), som ligger i front for tabellen i mesterskabet, som går på tværs af alle klasser i feltet.
”Efter vores sejr i East Belgian Rally i lørdags er vi det mandskab i feltet, som er mest varme, så der er ingen undskyldninger for os. Line og jeg vil bare køre, sådan som vi plejer,” siger Jacob Madsen. ”Det bliver bedste mandskab, som vinder, og vi må bare gøre det så godt, som vi kan og samle flest mulige point sammen.”
Som finale udløser Rally Stoholm dobbelte mesterskabspoint i forhold til de fire foregående afdelinger af Dansk Super Rally.
”Den regel gør os lidt mere sårbare, for hvis vi er uheldige, kan vi ikke bare miste føringen, men også titlen i klassen,” forklarer Jacob Madsen.
”Vores fokus ligger på at holde føringen og vinde Dansk Super Rally generelt,” slår Line Nedergaard fast. ”Jeg vil ikke sige, at vi har en fordel, fordi vi vandt i Belgien i weekenden, men vi er i hvert fald varme.”
Sejren i Rally4-klassen i East Belgian Rally kom i hus efter at holdet fra Glad Sport var hurtigst i 10 af de 12 hastighedsprøver, ligesom duoen vandt med lidt over et minut efter godt halvanden times rally.
“Det var en fantastisk weekend. Vi havde slet ikke forventet at vinde, for vi ville finde ud af, hvordan vi kunne klare os i Belgien. Vi havde en forestilling om niveauet og hvor vi selv lå, men at vi endte, hvor vi gjorde, var lidt vildt,” siger Line Nedergaard. ”Det kom bag på os, at vi var så overlegne.”
”Vi havde en shakedown torsdag aften, hvor jeg brugte lidt tid på at få Jacob op rent mental. Vi blev enige om at skifte støddæmpere, og så var det en helt anden Jacob, der sad ved siden af mig. Vi var klar fra start. Det er helt sikkert en af Jacobs styrker, og det giver en selvtillid.”
Mens Jacob Madsen/Line Nedergaard kommer med fart i kroppen til Rally Stoholm, har Kenneth Madsen/Mette Felthaus holdt formen ved lige ved at deltage i et Yokohama-mesterskabsløb i Ringkøbing.
”Jeg forventer, at det bliver et godt rally med nogle udfordrende prøver. At køre over to dage, hvor der er noget mørkekørsel, kan vi godt lide,” siger Mette Felthaus. ”Jeg er en natteblind muldvarp, hvis jeg selv skal køre, men disse her konditioner elsker vi. Du registrerer ikke tilskuerne, men registrerer blitz fra fotografer, og selv om du har meget lys på rallybilen, kræver det så meget for første- og andenkøreren. Kenneth skal stole meget mere på mig, og det giver bare et ekstra krydderi.”
”Vi har en snæver føring i forhold til klassen. Vi skal være klar, for der er ikke plads til fejl. Finalen tæller i år dobbelt, så det kan hurtigt vende op og ned på det hele.”
”Det er både godt og ondt med de dobbelte point. Sker der noget, kan du ryge fra førstepladsen til bunden. Det er afgørende, at du ikke selv får problemer. Det kan vende op og ned på alt og alle,” siger Kenneth Madsen. ”Vi har kniven på struben. Vi fører Rally2-klassen, og vi vil give fuld gas fra start og prøve at holde de andre stangen.”
Sidste år sikrede Kenneth Madsen/Mette Felthaus sig den samlede sejr i Dansk Super Rally. Inden Rally Stoholm indtager de femtepladsen.
”Muligheden for en ny titel er der bestemt, men den er meget lille,” slår Kenneth Madsen fast. ”Det er et regnskab, man ikke kan regne på hjemmefra, men hvis vi vinder Rally Stoholm generelt, kan vi hjælpe Jacob og Line. Bare vi sikrer Dansk Super Rally-titlen til teamet.”
Jacob Madsen/Line Nedergaard møder mange modstandere, når de lørdag deltager i East Belgian Rally.
---
På lørdag deltager Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) for tredje gang i denne sæson i et udenlandsk rally. Det sker, når makkerparret i Glad Sports hurtige Peugeot 208 Rally4 stiller til start i East Belgian Rally, som finder sted i de belgiske Ardennerbjerge med base i byen St. Vith.
”Løbet tæller til det belgiske rallymesterskab, men også Stellantis Cuppen, som bliver kørt i Belgien og Frankrig. Den danske importør af Peugeot og Citroëns motorsportsprogram, Brian Madsen, har hjulpet os med at komme til start,” siger Jacob Madsen.
East Belgian Rally afvikles over fire forskellige hastighedsprøver med længder fra 11 til 15 km. Hastighedsprøverne skal køres tre gange, hvorfor der i alt venter 150 udfordrende rallykilometer for deltagerne.
”Jeg er lidt spændt på, hvordan vi ligger i forhold til de andre i vores klasse. Der er tilmeldt 12 Rally4-biler, og det er noget mere, end vi er vant til herhjemme,” siger Line Nedergaard.
”Jeg er lidt spændt på, hvordan hele arrangementet bliver, men det bliver helt sikkert noget andet end løbene herhjemme. Min forventning er i hvert fald, at løbet er teknisk sværere og der nogle mere udfordrende hastighedsprøver. Det kan godt blive lidt kuperet.”
Makkerparrets to tidligere udlandsstarter var dels det DM-tællende Rallye Sulingen, dels det tyske Rallye Mittelrhein, hvor parret vandt Rally4-klassen foran 15 konkurrenter.
”Vi skal have et godt løb. Vi vil gøre vores bedste, men det bliver også spændende at se, hvor vi ligger henne. Vi vil ikke sætte for høje forventninger. Vi håber, at vi kan følge med de belgiske hold, men vi vil gøre vores til, at det bliver et godt resultat,” siger Line Nedergaard.
”Vi vil finde ud af, hvor vores niveau ligger internationalt, men vi skal også tænke på, at vi ugen efter afslutter den danske sæson i Rally Stoholm, hvor vi har en føring i Dansk Super Rally at forsvare,” siger Jacob Madsen.
Weekendens au2parts Rally Jylland blev en succes for Glad Sport, hvor Jacob Madsen/Line Nedergaard med en ny klassesejr forsvarede deres føring i Dansk Super Rally, men Kenneth Madsen/Mette Felthaus vandt løbet generelt i Glad Sports nye Citroën C3 Rally2.
---
Kampen om årets udgave af Dansk Super Rally blev efter sommerpausen skudt i gang med au2parts Rally Jylland, der fredag blev afviklet med Fårvang som base og lørdag foregik i og omkring Juelsminde. Løbet endte med den første sejr for Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) i Glad Sports nye Citroën C3 Rally2.
”Den kører godt. Kenneth har fået den godt ind under huden, men det er også første gang, at jeg sidder i en bil sammen med ham, hvor jeg føler, at han ikke presser den til det yderste,” siger Mette Felthaus. ”Når han kommer til at lære den endnu bedre at kende, så bliver den måske endnu farligere for vores konkurrenter. Det er fedt at sidde med den følelse, at vi ikke presser bilen til det yderste.”
Glad Sports Citroën C3 Rally2 var dog ikke absolut hurtigste bil i au2parts Rally Jylland. Det var den VM-bil, som Esben Hegelund/Ole R. Frederiksen deltog med. De endte dog med at blive udelukket.
”Vi vidste godt, at vi ikke kunne følge med Esben og Ole, og det skal man heller ikke kunne i en Rally2-bil, men ellers gik det fint for os,” siger Kenneth Madsen. ”Vi havde ingen problemer, og med de nye bremseklodser kørte bilen nøjagtigt, som den skulle, og så gjaldt det bare om at lære bilen bedre at kende. Vi er godt tilfredse, og det var selvfølgelig synd for arrangementet, at det sluttede i regnvejr, men det var faktisk godt for os, for så fik vi også prøvet den nye bil på våd asfalt. Nu er der lagt i ovnen til det sidste DM-løb.”
”På den gennemgående hastighedsprøve fra Glud til Rårup var det bare tre tiendedele, som skilte os tre Rally2-teams i toppen. Så har man altså de tætte fights, hvor det bliver sjovt,” smiler Mette Felthaus. ”Det var fedt at være andenkører i Juelsminde-delen. Rårup-prøven var løbets højdepunkt for mig, for der fik jeg lov til at arbejde som andenkører.”
Rårup-prøven, der med en rundbane bød på 26 km, fik også smilet frem hos Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang), som vandt Rally4-klassen og forsvarede deres føring i Dansk Super Rally.
”Den lange rundbane ved Rårup var bare god,” siger Jacob Madsen. ”Anden gang, vi kørte den, gik det bare godt, og Line og jeg var helt oppe at køre, da vi kom i mål.”
”Vi sad nærmest og grinede begge to, da vi havde kørt den,” fortsætter Line Nedergaard. ”Det var første gang, jeg kørte på rundbanen, og den var virkelig fin med 26 km, hvor man kører den igennem på 14 minutter. Det er vi ikke vant til i Danmark. Det gik bare megagodt, da vi kørte den anden gang, men det skulle heller ikke have gået stærkere. Der var mange steder, hvor man kom fra en top og skulle til et skarpt sving. Der skulle Jacob bare stole på grejet, men også på, hvad jeg sagde til ham. Når man skal forklare, hvorfor man er til rally, er det sådan en hastighedsprøve, man taler om.”
Mens Rårup-prøven var ny for Line Nedergaard, var hun på hjemmebane under løbets førstedag, som foregik i og omkring Fårvang.
”Det var rart at være tilbage, og man fik lidt af fornemmelsen af det gamle Fårvang-løb, for der var mange lokale, som var nede og kikke,” siger Line Nedergaard. ”I Juelsminde var der også god stemning. De by-prøver kan bare et eller andet. At der er mulighed for at komme tæt på publikum, er bare så vigtig for sporten. Samtidig var der ikke så lange transportetaper i løbet, så der var også plads til det sociale.”
Når kampen om Dansk Super Rally i weekenden genoptages ved au2parts Rally Jylland i dels Fårvang og dels Juelsminde, deltager Glad Sport for første gang med sin nye Citroën C3 Rally2.
---
Det er med en ny rallybil, Glad Sport genoptager kampen om Dansk Super Rally efter sommerpausen, når man i weekenden deltager i au2parts Rally Jylland, som foregår over to dage dels omkring Fårvang, dels omkring Juelsminde. Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) skal have deres første start på dansk grund i teamets nye Citroën C2 Rally3, som de i weekenden deltog med i det nordtyske ADAC Holsten Rallye.
”Det er en rigtig god rallybil,” fortæller Mette Felthaus om weekendens oplevelser. ”Den er meget lydløs indeni sammenlignet med, hvad vi ellers har været oplevet, og ja, vi kunne godt have kørt transportetaperne uden at bruge hørebøffer, sådan som vi normalt gør.”
”Bilen er i den grad en opgradering – også for mig i co-driver-sædet. Bilen har det sæde, hvor jeg har siddet bedst igennem min rallykarriere. Men det er lidt mærkeligt, at jeg sidder så højt i C3’eren – jeg har nærmest panoramaudsigt. Det havde jeg ikke i 208’eren.”
Den største forskel mellem den gamle Peugeot 208 Turbo 16 og den nye Citroën C3 Rally2 oplevede Kenneth Madsen dog.
”Der er rigtig stor forskel på de to bilers køreegenskaber, og hvordan de trækker på hjulene,” siger han. ”Samtidig er der en hel masse andre detaljer, jeg skal lære at kende ved bilen, og derfor var det godt, at vi stillede op i Tyskland og brugte løbet som en test til efterårssæsonen.”
”Vi havde nogle udfordringer med bremserne, men det er ikke noget, jeg regner med, at vi får problemer med fremover. Vi brugte de bremseklodser, som C3’eren var leveret med, men de passer bare ikke til mig og min kørestil. Så når vi kører Rally Jylland, bliver det med den samme type bremseklodser, som vi anvendte på 208’eren. Udover at skifte bremseklodserne skal vi bruge de næste dage på at kikke bilen efter, og så er vi klar.”
”Holsten Rallye var en god test for os,” slår Mette Felthaus fast. ”Vi fik mere og mere fart på som dagen skred frem. Vi blev toere og endte med at sætte hurtigste tid på sidste hastighedsprøve, og nu bliver det spændende at se, hvordan vi ligger i forhold til Simon Vallentin og Ib Kragh i det næste løb. Her er Ib jo på hjemmebane.”
Glad Sport er faktisk også på hjemmebane. I hvert fald Line Nedergaard (Fårvang), som sammen med Jacob Madsen (Ruds Vedby) skal forsvare sin føring i Dansk Super Rally.
”Vi starter i Fårvang, og det er jo min hjemmebane,” fortæller hun. ”Min bedstefar var i sin tid med til at starte det Fåremarked, som det gamle rallyshow har været en del af. Det løb har jeg kørt en del gange. Nu kører vi igen i byen.”
”Det bliver anderledes end tidligere, men jeg synes, at det er fedt, at man har sat noget op, hvor man kører om aftenen i Fårvang, og så fortsætter dagen efter omkring Juelsminde. Sidste år var jeg tilskuer i Juelsminde, og stemningen var bare fed, når rallybilerne skulle bremse sent, og der var huse langs prøven. Jeg tænker, at det bliver lidt som det gamle Fårvang.”
au2parts Rally Jylland køres fredag aften omkring Fårvang og lørdag eftermiddag omkring Juelsminde.
”For mig som co-driver kræver det mere koordination og lidt mere kontorarbejde, men der bliver også mere at gøre for de andre i teamet, når vi skal køre to steder,” siger Line Nedergaard.
”Vi går efter en klassesejr,” slår Jacob Madsen fast. ”Men jeg ved også, at Oliver Saust vil gå efter at slå os.”
”Heldigvis deltog jeg i KOMO’s Jubilæumssprint i slutningen af juli. Hvis man skal vælge et rallysprint som optakt til anden halvdel af sæson, så er det rallysprint bare det bedste. Dels blev jeg udfordret på dagen af svenske Simon Andersson, dels er det den rallysprintprøve, som den mest krævende.”
Lørdag deltager Kenneth Madsen og Mette Felthaus for første gang i Glad Sports nye Citroën C3 Rally2 i det tyske ADAC Holsten Rallye som forberedelse til årssæsonen i Dansk Super Rally.
---
Gennem foråret har Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) og det øvrige Glad Sport ventet på den Citroën C3 Rally2, som teamet bestilte sidste år i august. I midten af juli ankom den nye rallybil endelig til Glad Sports rallyværksted, og efter at være blevet dekoreret blev den vist frem for det danske rallypublikum ved Kalundborg og Omegns Motorklubs Jubilæumsrallysprint i Gammelrand.
”Det var fedt at præsentere vores nye han – ja, jeg kalder den en han, for den er meget mere rå end vores gamle bil,” siger Mette Felthaus. ”Nu glæder vi os til at prøve ham.”
Ved Jubilæumssprintet blev bilen udelukkende udstillet, men siden har Glad Sports mekanikere haft travlt med at gøre bilen klar til dens første løb, som bliver lørdagens ADAC Holsten Rallye, der finder sted i området mellem Lübeck og Fehmern.
”Selv om bilen er ny, har vi brugt megen tid på at klargøre og justere den,” fortæller Kenneth Madsen. ”For at forstå en ny rallybil og hurtigt kunne skrue på den under løbene, når først det går løs, skal man have den ind under huden, så derfor er det vigtigt at skille de vitale dele ad og samle dem igen. Samtidig leverer Citroën Sport bilen i en standardopsætning, men den ændrer vi til en opsætning, som passer til de løb, vi skal køre i.”
Det første løb bliver som sagt ADAC Holsten Rallye.
”Det er et såkaldt Rally 70-løb, som er en slags minirally,” fortæller Mette Felthaus. ”70 henviser til løbets længde, men et Rally 70-løb er også kendetegnet ved, at der ikke må laves service på rallybilen under løbet. Der må kun tankes og skiftes hjul, så det er begrænset, hvad vi kan gøre, når det f.eks. ikke er muligt at prøve forskellige fjedre af på rallybilen.”
”Vi kommer ene og alene til at bruge Holsten Rallye som en funktionstest, inden det weekenden efter går løs med næste løb i Dansk Super Rally,” siger Kenneth Madsen. ”Jeg har kørt i den nye rallybil, når den skulle ind og ud af værkstedet, men jeg glæder mig meget til at opleve den i fuld fart.”
”Når jeg kikker på opbygningen af den – og sammenligner med den Peugeot 208 Turbo 16, vi vandt Dansk Super Rally med sidste år – kan jeg se, at der er sket en kæmpe udvikling i den måde, bilen er bygget op på. På en måde starter vi forfra. En ting er, at jeg skal finde ud af alle knapperne i rattet. Men vi starter også forfra, når det gælder opsætning af bilen, men det må ske efterhånden, som vi får bilen ind under neglene.”
Selv om det kortsigtede resultat i ADAC Rallye Holsten er sekundært, er det langsigtede mål klart for Glad Sports Rally2-mandskab.
”Vi forventer, at vi kommer tilbage i kampen om DM og igen får nogle førstepladser,” slår Mette Felthaus fast.
I en kulisse med flere tusinde tilskuere og 270 gæster sørgede Glad Sports mandskaber for underholdning, da Kalundborg og Omegns Motorklub afviklede jubilæumsrallysprint i grusgraven i Gammelrand.
---
Glad Sport var med til at spille en række af hovedrollerne, da Kalundborg og Omegns Motorklub fejrede sit 60-årsjubilæum med et jubilæumsrallysprint, der var henlagt til den legendariske Gammelrand-grusgrav ved Svebølle.
I deres sidste start i den trofaste Peugeot 208 Turbo 16 kørte Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) sig til en andenplads generelt og en andenplads i firhjulstrækkerklassen, mens Jacob Madsen (Ruds Vedby) med skiftende andenkørere vandt klassen for de tohjulstrukne biler op til 1.600 cm3 og blev firer generelt. I deres Opel Adam Cup-racer leverede Glad Sports to juniorkørere – Mikkel Glad/Frederik Glad (Jyderup/Frederiksberg) – konkurrencedygtige tider i deres Gammelrand-debut.
”Da jeg skulle køre røverheatet, var jeg lidt ærgerlig over, at Mette ikke var med, når nu det var allersidste start i 208’eren, for det er den bedste rallybil, vi to har haft sammen,” siger Kenneth Madsen. ”Det var mærkeligt at køre alene, men nu har vi afsluttet det kapitel, og selv om det ikke blev med en sejr, så sluttede vi af med manér.”
”Simon Vallentin var en værdig vinder. Vi gjorde det, vi kunne, så hatten af for ham. Han var en my hurtigere hele dagen.”
”Det kunne have været fedt at lukke og slukke med 208’eren med en sejr, men det synes jeg også, at vi gør, når kampen er så tæt, som den er,” siger Mette Felthaus. ”Den har gjort det godt, men den kan ikke vinde mere, efter at de andre har fået styr på deres nye biler. Nu kan vi godt pensionere den. Nu ser vi frem til at skulle lege med den nye Citroën C3, som vi præsenterede for fans og publikum.”
Mens Mette Felthaus sad ved siden af Kenneth Madsen i de fire ordinære heats, valgte Line Nedergaard at være i civil og hygge om de godt 270 inviterede gæster, som havde fundet vej til Glad Sports setup i ryttergåden i bunden af grusgraven. ”Det var en god dag uden rallykørsel, hvor man er tæt på vores gæster og kommer i god dialog med dem,” siger hun.
”Vi har haft omkring 270 gæster, og alle har hygget sig, selv om der kom et par byger,” siger Jacob Madsen. ”Jeg havde fem forskellige andenkørere igennem dagen – først fire sponsorer, og så Jacob Glad i røverheatet. Det gav ham en anden forståelse for specielt den legendariske olievej, som til sidst var meget lumsk.”
I klassen for de tunede tohjulstrækkere op til 1.600 cm3 sluttede Jacob Madsen mindre end tre sekunder sammenlagt foran svenskeren Simon Andersson efter de indledende fire heat.
”Det var en rigtig god kamp med Simon Andersson, og det er den hårdeste kamp, jeg har haft i min klasse i år. Det havde jeg også forventet. Simon Andersson deltager i VM-løb, og så ligger det også lidt i generne at gøre det godt her i Gammelrand, for hans far Mats Andersson har tidligere vundet hernede i grusgraven."
Lørdag fejrer Kalundborg og Omegns Motorklub sit 60-årsjubilæum med det traditionsrige rallysprint i NCC Roads’ store grusgrav ved Gammelrand. Her bliver Glad Sport også at finde på servicepladsen – endda med hele fire rallybiler.
---
Selv om der er pause i kampen om pointene til Dansk Super Rally, er Glad Sport også i aktion i sommerferieperioden, hvor man deltager i det traditionsrige KOMO Jubilæumssprint i NCC Roads’ grusgrav ved Gammelrand.
”Det bliver vores andet hjemmebaneløb i år, efter at vi i maj kørte Rally Vestsjælland med base i Kalundborg og Sorø,” siger Jacob Madsen (Ruds Vedby). Normalt er det Line Nedergaard (Fårvang), som sidder ved siden af ham i den hurtige Peugeot 208 Rally4, når det går løs på hastighedsprøverne, men denne gang bliver opgaven givet til en række sponsorer. ”Selv om det ville være mere optimalt at køre med den samme codriver hele dagen, kan jeg heldigvis godt huske hastighedsprøven, så jeg går stadig efter at vinde klassen.”
”Jeg synes, at det er fint, at vi kan give en række af vores sponsorer noget tilbage. At de får muligheden for at sidde ved siden af Jacob, prøve sporten indefra og få en oplevelse,” siger Line Nedergaard. ”Jeg har før kørt i Gammelrand, og nu kan jeg i stedet opleve stemningen udefra.”
Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) er atter til start i den Peugeot 208 T16 R5, som de sidste år sikrede sig Danmarksmesterskabet i Dansk Super Rally.
”Men KOMO Jubilæumssprintet bliver vores sidste start med bilen,” siger Kenneth Madsen. ”I fredags modtog vi endelig vores nye Citroën C3 Rally2. Inden vi for alvor kan bruge den i rallysammenhæng, skal vi have gennemgået og klargjort bilen, men vi er i gang med at dekorere den og tager den med til Gammelrand, så publikum kan se vores nye rallybil. Men løbet kører Mette og jeg i vores Peugeot.”
”Jeg håber, at Kenneth og jeg kan levere et godt show, og at vi forhåbentlig står øverst på sejrsskamlen, når lørdagen er omme,” siger Mette Felthaus. ”Metrologerne taler om regnvejr, og det vil være synd for både arrangørerne og tilskuerne, for Gammelrand gør sig altså bedst i tørvejr. Men Kenneth og jeg skal ikke klage over det rent sportsligt, hvis det bliver regn, for dér klarer vi os godt…”
Der er lagt op til en meget tæt konkurrence om den generelle sejr ved KOMO Jubilæumssprint. Hyundai-køreren Ib Kragh kommer med en dugfrisk sejr fra den seneste DM-afdeling i bagagen, mens Simon Vallentin i en tilsvarende model satser på at kunne gentage sin 2022-sejr.
”Jeg håber, at vi får en problemfri dag og kan slutte i toppen med en god afslutning på det kapitel, ligesom vi også skal give vores godt 180 gæster en god oplevelse,” siger Kenneth Madsen.
Glad Sports fjerde rallybil ved KOMO Jubilæumssprint er den Opel Adam, som teamets to juniorkørere – Mikkel Glad/Frederik Glad (Jyderup/Frederiksberg) – deltager med.


