Glad Sport tager hul på anden halvdel af Dansk Super Rally ved Rally Juelsminde
---
Det bliver forskellige udfordringer, som venter for Glad Sports mandskaber, når de lørdag deltager i Rally Juelsminde. Ligesom ved sidste år indgår et rallysprint i havnebyens gader i løbet, men derudover vil der være to lange hastighedsprøver på henholdsvis 17 og 35 km.
”Jeg tror, at det bliver spændende med den lange hastighedsprøve på 35 km. Det bliver i hvert fald den længste hastighedsprøve, jeg har kørt i hele min rallykarriere,” siger Kenneth Madsen (Ruds Vedby), som atter sekunderes af Mette Felthaus (Horsens).
”Det kan godt være, at der ikke er så langt fra Horsens til Juelsminde, men jeg betragter nu ikke området som min hjemmebane, for det er ikke så tit, at jeg er der,” siger hun. ”Vi skal nok køre nogle af de gode gamle hastighedsprøver udenfor Juelsminde, som vi ikke har kørt i nogle år. Det plejer at være nogle fine prøver, for vores konkurrent – Ib Kragh – har jo selv været med til at planlægge løb, og når en rallykører er med til det, bliver det sjovt at køre.”
Før sommerferien blev Kenneth Madsen/Mette Felthaus Danmarksmestre i rallysprint, og der indgår også et rallysprint i Rally Juelsminde.
”Det har vi også tilmeldt os,” fortæller Mette Felthaus, ”og så vil vi sørge for, at Ib virkelig skal kæmpe for sejren på sin hjemmebane. Jeg håber, at han kan holde os i ilden, men han skal i hvert fald få kamp fra vores side.”
”Hastighedsprøven i byen er ikke vildt teknisk, men det er fedt at komme ind i byen at køre. Der skal ikke være nogen tvivl om, at det er sejren, vi kører efter,” slår Kenneth Madsen fast.
Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) er også til start. Det bliver første gang i år, at de deltager i en afdeling af Dansk Super Rally.
”Jeg er spændt på løbet. Det bliver sjovt igen at køre herhjemme, også med de længere prøver og kombinationen med byprøven. Der var en helt speciel stemning sidste år,” siger en forventningsfuld Line Nedergaard. ”Det bliver sjovt at køre, når der er mange af tilskuerne, som man kender, og som kommer og snakker. Det er jo ikke tilfældet i Frankrig. Men det bliver også rart at være sammen med hele teamet igen. Vi har jo haft vores eget setup, hvor vi har koncentreret os om løbene i Frankrig. Jeg tror kun, at jeg har set Kenneths og Mettes mekanikere to gange i år…”
For Line Nedergaard var sidste års løb hendes første på Juelsminde-halvøen. Men hendes chauffør har heller ikke den store erfaring med området.
”Det er kun tredje gang, at jeg skal køre løbet, efter at jeg kørte det i 2015 og 2023,” siger Jacob Madsen. ”Det bliver sjovt at komme tilbage til et dansk løb. Der er mange mennesker, man ikke har set i år, som man sikkert kommer til at hilse på, og så skal der nok blive noget at kæmpe mod i vores klasse, hvor Martin Johansen, Lasse Karlshøj og Casper Venning er stærke. Og så kan jeg godt lide, at vi er inde i byen, hvor servicepladsen er på havnen. Ofte står vi i et industriområde, men dette her er meget bedre.”
Der bliver nemlig rig lejlighed til at komme tæt på Glad Sport gennem hele lørdagen. Fire gange skal der køres hastighedsprøve i byens gader, og i gåafstand herfra finder man servicepladsen langs Juelsminde Storstrand, hvor teamet mekanikere servicerer rallybilerne i de indlagte pauser.
Citroën C3-holdet sejrede i en nervepirrende duel på tiendedele
---
Det var ikke sekunder, men tiendedele, der var afgørende, da Kalundborg og Omegns Motorklub for 37. gang afviklede sit rallysprint. Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) endte i deres Citroën C3 Rally2 med at vinde konkurrencen i NCC Roads’ grusgrav i Gammelrand med et forspring på bare fire tiendedele af et sekund til rivalen Simon Valentin.
”Da vi kom ud fra banen efter det fjerde og sidste heat, vidste vi ikke, hvordan det var gået,” fortæller Kenneth Madsen. ”Det var først, da vi kørte om hjørnet og så teamet stå og juble, at vi var klar over, at sejren var hjemme.”
”Det endte rigtig godt,” siger Mette Felthaus. ”Det vigtigste er, at håneretten er tilbage hos Kenneth og mig minimum et år. Det har været en tæt kamp, og det har været fedt. Efter heat 3 sagde Kenneth, at det bliver en tæt afgørelse. Da jeg så gik ind på min mobil, kunne jeg se, at Kenneth og Simon havde kørt helt ens tid. Det har været tæt hele dagen, og det er det, der er sjovt. Du kan ikke slappe af, og der er ikke plads til fejl.”
”Det var på tide, at vi vandt i Gammelrand,” tilføjer Kenneth Madsen. ”Den nye bil er markant bedre end den, vi kørte med sidste år. Simons bil er lige så god, og det er fedt, at det er manden, som afgør det, og at vi ligger så tæt. Det er nervepirrende, og det er godt for publikum, men også for os selv, for den mindste fejl kan være afgørende, så du skal gøre dit bedste.”
Gennem hele dagen var Jacob Madsen (Ruds Vedby) i sin Peugeot 208 Rally4 hurtigste mand i en tohjulstrukket bil, men i starten var han ikke sikker på at kunne køre sig til en plads i det generelle top 3-resultat.
”Kasper Halberg har kørt stærkt i starten, og han overraskede mig,” fortæller Jacob Madsen. ”Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg startede med halvslidte dæk i heat 1, og de var ikke så gode, men det gik bedre, da vi skiftede til nye. Men da jeg i heat 3 så Kasper holde med en defekt, kunne jeg køre og hygge mig mere sammen med de sponsorer, som fik en tur i passagersædet.”
”Gammelrand er en god prøve, da den har alt. Der er grus, der er hop, og du er hele tiden på. Det har været en succes for os, og så er det ligesom at gå ind ad hoveddøren, når man kommer til stedet.”
Mikkel Glad/Frederik Glad (Jyderup/Frederiksberg) havde deres første fælles start i år, men den blev ingen succes. I det første heat knækkede trækakslen i venstre side, og da trækakslen i højre side så valgte at sympatistrejke i andet heat, var det slut for parret.
Også Kenneth Madsen fik en mekanisk defekt, som gjorde, at han ikke kunne gennemføre det afsluttende røverheat. ”Pludselig kunne jeg mærke, at bilen reagerede anderledes,” forklarer han. ”Jeg trak håndbremsen for at få den rundt, men den gik i stå. Da jeg så gav gas, var den helt ustyrlig. Det er sandsynligvis noget i drivlinjen, som er gået i stykker, men man må da sige, at det skete på det rigtige tidspunkt.”
Teamet stiller op med tre mandskaber ved den 37. udgave af KOMO’s rallysprint
---
Når Kalundborg og Omegns Motorklub lørdag for 37. gang afholder sit traditionsrige rallysprint, stiller Glad Sport til start med hele tre biler, når det går løs i NCC Roads store grusgrav ved Gammelrand.
Jacob Madsen (Ruds Vedby/Viborg) får her sin anden løbsstart på dansk grund i den Peugeot 208 Rally4, han i denne sæson har anvendt i den franske Stellantis Cup. Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) skal for første gang køre deres hurtige Citroën C3 Rally2 på den krævende rallysprintprøve, mens Mikkel Glad/Frederik Glad (Jyderup/København) vender tilbage efter sidste års debut.
”Jeg har før vundet i Gammelrand, da jeg kørte Suzuki, men jeg jagter stadig min første sejr som en del af Glad Sport,” siger Kenneth Madsen. ”I 2022 havde vi et sjældent teknisk problem. Sidste år kørte Simon Vallentin bare fra mig. Nu stiller vi begge to op i nyeste grej. Kampen skal stå på lørdag, og jeg skal slå ham.”
”Det bliver første gang, at vores Citroën C3 Rally2 skal køre på den berygtede olievej,” siger Mette Felthaus. ”Det bliver spændende at opleve rallybilen ned ad den del af hastighedsprøven, og jeg er sikker på, at Kenneth vil give den gas. KOMO’s rallysprint i Gammelrand er jo et godt besøgt arrangement, og jeg håber, at alle får en rigtig god dag.”
”Kampen med Simon bliver hård,” slår Kenneth Madsen fast. ”Han er hurtig på prøven, og han er meget opsat på at score et hattrick. Men sker det, bliver det ikke uden kamp. Jeg vil i hvert fald gøre alt for at vinde.”
Jacob Madsen/Line Nedergaard har i år huseret i den franske Stellantis Cup, og selv om KOMO Rallysprint ikke tæller til noget mesterskab, vil han gå efter at blive løbets bedste kører i en tohjulstrukket ralllybil.
”Mine faste codriver Line er blevet sendt på ferie, så det bliver i stedet en række af Glad Sports sponsorer, som kommer til at sidde ved siden af mig i min Peugeot,” fortæller Jacob Madsen. ”Jeg håber, at jeg kan give dem en rigtig god oplevelse, men jeg vil naturligvis også kæmpe for at få et godt resultat.”
Glad Sports lineup i grusgraven øst for Kalundborg fuldendes af Mikkel og Frederik Glad, der for anden gang starter i deres Opel Adam Cup-rallybil. Det bliver brødreparrets første start i denne sæson, og de håber på at kunne bygge videre på erfaringen fra sidste år.
Det blev til en ottendeplads i Rally4-klassen for Glad Sports deltagere i det franske Rallye Aveyron.
---
For fjerde gang i denne sæson var Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) til start i en afdeling af den franske Stellantis Cup. Det skete i Rallye Aveyron, som havde base i byen Rodez, som lå i 600 meters højde.
”Selv om løbene er foregået i samme land, har det været fire forskellige løb, vi har oplevet,” siger Line Nedergaard. ”Selv om det atter var et asfaltrally, kunne man bare ikke sammenligne det med det asfaltrally, vi kørte ved Lyon. Dette her var noget helt andet, men det var en god oplevelse, og det var bare sjovt og udfordrende at køre der.”
”Det gik nogenlunde lige så meget op og ned som ved løbet ved Lyon, men vejene var bare forskellige. Her blev der skåret meget. Det gjorde vi ikke ved løbet ved Lyon,” tilføjer Jacob Madsen.
Mandskabet fra Glad Sport kom godt fra start. Efter de første fire hastighedsprøver fredag indtog man andenpladsen i klassen, 20 sekunder efter den førende, som havde sin fjerde start i Rallye Aveyron.
”Men så fik vi de første problemer,” fortæller Jacob Madsen. ”På den femte hastighedsprøve fik vi et problem med et hjulleje, som ikke trykkede stemplet i bremsen tilbage, og på den syvende hastighedsprøve skar vi et sving ligesom alle de forankørende, men vi ramte noget. Sporestangen lignede en banan bagefter.”
”Jeg var virkelig imponeret over Jacob. Han kørte stadig i et højt tempo og kunne følge med, selv om han skulle sidde og pumpe på bremsen. Sådan noget påvirker også én psykisk,” siger Line Nedergaard. ”Mekanikerne har også været supergode. De har virkelig været på. Hele tiden. Selv om det var sent og de virkelig havde travlt, gjorde de et kæmpe stykke arbejde.”
Lørdagens del af Rallye Aveyron bød på meget omskifteligt vejr for deltagerne, der på forhånd havde skullet beslutte sig for deres dækvalg. Selv om Jacob Madsen/Line Nedergaard blev fanget i en voldsom regnbyge først på dagen, var de stadig godt med i klassen.
”På en 27 km lang hastighedsprøve skulle bilen have én over nakken, og det fik den også … udover marken,” siger Jacob Madsen. ”Hjulene låste for mig mod en stor skrænt, som vi røg ud over. Da vi var stoppet, kunne vi se, at der var halvanden meter op til vejen, og vi kunne ikke lige finde ud af, hvordan vi kunne komme op på den igen, indtil nogle tilskuere viste os det. Dér tabte vi halvandet minut.”
Jacob Madsen/Line Nedergaard sluttede Rallye Aveyron på en generel 22. plads, blev nummer otte i Rally4-klassen og tog syvendepladsen i Stellantis Cuppen.
Jacob Madsen/Line Nedergaard stiller i weekenden til start i Rallye Aveyron.
---
Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) fortsætter i weekenden deres franske eventyr. Efter skuffelsen i den seneste afdeling af den franske Stellantis Cup på grusvejene på Korsika er det i den sydlige del af hovedlandet, at de deltager i Rallye Aveyron – fjerde afdeling af mesterskabet.
”Det er rart at være tilbage i Frankrig,” siger Line Nedergaard. ”Det virker som en evighed, siden vi sidst kørte. Der fik vi til sidst grusvejene ind under huden, men nu gælder det så asfaltveje. Det er jo det, vi kender, og det er også med til at give en vis ro i bilen.”
Tirsdag aften fik makkerparret udleveret materiale forud for notekørslen onsdag og torsdag. Men de har forberedt sig hjemmefra ved at gennemse videooptagelser af hastighedsprøverne.
”Prøverne ser teknisk meget krævende ud med smalle veje, der snor sig. Sidste gang var det hastighedsprøver med meget lange sving og brede veje,” siger Line Nedergaard, mens Jacob Madsen tilføjer: ”I sådanne sving skulle man virkelig stole på, at bilen blev hængende. Her bliver det helt anderledes. Dels er det smalt, dels er der ofte en klippe eller en mur, hvorefter det bare går stejlt ned. Men det bliver også et løb, hvor der er masser af højdemeter på hastighedsprøverne, så det skal nok blive udfordrende.”
Rallycentrum er i Rodez, som ligger i 600 meters højde mere end 100 km fra Middelhavet, hvor temperaturen traditionelt er lavere.
”Da vi ankom, var der lidt mere end 20 grader, og det var let overskyet, men én af mekanikerne fra de andre teams, som Jacob har kontakt med, har fortalt os, at vejret her pludselig kan skifte. Vi håber ikke, at det kommer til at ske, for det vil være trælst at blive fanget med de forkerte dæk på Peugeoten,” siger Line Nedergaard.
Rallye Aveyron har en samlet længde på 210 km, der er fordelt på 15 hastighedsprøver. De otte første køres fredag, mens de syv sidste afvikles lørdag.
”Der bliver knald på i igen,” siger Jacob Madsen. ”Flere af de andre teams har været ude at teste, og vores eneste ulempe er, at vi ikke har kørt siden grusløbet på Korsika. Vi må bare gå til den og se, hvad det kan række til. Vi håber på, at vi kan blande os i toppen.”
Ved den netop overståede DM-Uge i Herning vandt Kenneth Madsen og Mette Felthaus DM-guld i rallysprint og udvidede samtidig deres føring i kampen om Dansk Super Rally.
---
De store smil var fremme hos Glad Sport lørdag aften i Herning. Under DM-Ugen understregede Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens), at de i deres Citroën C3 Rally2 er Danmarks bedste rallyhold ved at sætte bedste tid på samtlige ti hastighedsprøver i Mascot Rally Herning. Det blev til et Danmarksmesterskab i disciplinen rallysprint, men også en udbygget føring i Dansk Super Rally.
”Det var et virkelig godt og veltilrettelagt arrangement med både rallysprint og DM-rally,” siger Mette Felthaus. ”Klubben skal have ros for sit arbejde. Der er altid noget geografi, som afgør prøvernes udformning, men det var lykkedes klubben at finde nogle gode prøver. Publikumsprøven var rigtig god, fordi den var så lang, at man kun skulle køre to omgange på den ved hver gennemkørsel.”
”Det var et meget hurtigt løb, og det gjaldt både grussektionerne og asfaltstykkerne,” tilføjer Kenneth Madsen. ”Vejret skiftede meget og der var også en risiko for, at vi kunne punktere på grussektionerne. Jeg har aldrig før kørt et rally, hvor jeg har haft to reservehjul med i rallybilen hele dagen. Men heldigvis fik vi ikke brug for nogen af dem.”
I de to foregående udgaver af DM-Ugen var det ikke lykkedes Glad Sports mandskab at tage guldmedaljerne i DM i rallysprint, men det skete denne gang.
”Vi var meget opsatte på, at Ib Kragh ikke skulle have den DM-titel igen for tredje år i træk,” siger Kenneth Madsen. ”Vi havde et lille spin på den syvende hastighedsprøve. Det var alt.”
”Vi begik en lille fejl på den hastighedsprøve,” fortsætter Mette Felthaus. ”Vi blev fanget på noget rullegrus og fik ikke rigtig stoppet. Kenneth ville ikke risikere noget ved at lægge siden til, men vi tabte heldigvis ikke alverden på det.”
”Til sidst måtte jeg bede Kenneth om ikke at slappe mere af. Da vi havde vundet otte hastighedsprøver, skulle vi ikke tabe en prøve. Vi kunne lige så godt vinde alle ti hastighedsprøver.”
Næste opgave for Kenneth Madsen/Mette Felthaus bliver det traditionsrige rallysprint i den store grusgrav i Gammelrand den 20. juli, men i den første weekend af juli genoptager Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) deres program i den franske Stellantis Cup.
Lørdag stiller Kenneth Madsen/Mette Felthaus op i Mascot Rally Herning, hvor de ikke bare kæmper om point til Dansk Super Rally, men også har mulighed for at vinde et Danmarksmesterskab.
---
Danmarks Idrætsforbund arrangerer for tredje gang sin DM-Uge. Denne gang med Herning som base, og her er Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) at finde i feltet til Mascot Rally Herning, som dels er tredje afdeling af Dansk Super Rally, dels omfatter et Danmarksmesterskab i rallysprint.
”Vi går efter et hattrick i DM-sammenhæng og så at tage sejren i DM i rallysprint,” slår Mette Felthaus fast. ”Sidste år var vi uheldige og havde en punktering, da DM-Ugen blev afholdt i Aalborg, så vi jagter også en revanche.”
Hastighedsprøverne i den kommende runde af Dansk Super Rally er placeret i og omkring Herning.
”Det er ikke et område, jeg har kørt i tidligere, og det er positivt, at man ikke har kørt området tyndt, for så er der nogle hastighedsprøver, som vil være nye for de fleste af os,” siger Mette Felthaus. ”Jeg er spændt på, hvilke typer hastighedsprøver, vi kommer til at køre, selv om jeg godt ved, at de ikke kommer til at sno sig og hoppe som til det foregående løb i Aabenraa.”
”10 procent af underlaget er grus, og der skulle være en hastighedsprøve, som flere gange veksler mellem asfalt og grus,” tilføjer Kenneth Madsen. ”Det bliver selvfølgelig udfordrende, men det gør mig ikke noget med sådan en type hastighedsprøve, så det glæder jeg mig til.”
Kenneth Madsen ankommer til Mascot Rally Herning efter sidste weekends Rallye Mittelrhein, hvor han deltog sammen med Ditte Kammersgaard (København). Desværre kunne parret i Glad Sports Citroën C3 Rally2 ikke gennemføre løbet i de tyske vinbjerge.
”Servostyringen holdt lige pludseligt op med at virke mellem den femte og den sjette hastighedsprøve,” fortæller han. ”Sådan en Rally2-bil er bare umulig at køre uden servostyring, og da vi ikke havde de nødvendige dele til at reparere bilen, var der ikke nogen grund til at forsøge at fortsætte. Når det nu skulle være, var det godt, at det ikke var under et DM-løb, at vi fik den tekniske defekt, selv om jeg godt ville have kørt det løb færdigt, for der var bare nogle fantastiske hastighedsprøver.”
Tirsdag modtog Glad Sport en ny tandstang og en ny servopumpe fra Citroën Sport, så rallybilen er helt klar til lørdagens Mascot Rally Herning.
Efter at have oplevet løbet som tilskuer deltager Kenneth Madsen i weekenden i Rallye Mittelrhein, der byder på nogle af Tysklands mest krævende hastighedsprøver.
---
For anden gang i denne sæson stiller Kenneth Madsen (Ruds Vedby) til start i et tysk mesterskabsrally i Glad Sports Citroën C3 Rally2. Efter at det i foråret gjaldt Rallye Erzgebirge er det nu Rallye Mittelrhein, som er på programmet. Rallyet byder bl.a. på en række krævende hastighedsprøver i vinmarkerne ved Rhinen og Mosel.
”Jeg har endnu ikke selv været nede at køre i vinmarkerne, men jeg har nogle gange være dernede til løb i området med Jacob,” fortæller Kenneth Madsen. ”Senest sidste år for at skrue, da han og Line deltog i løbet. Jeg var med ude at køre på et par hastighedsprøver, og så blev jeg enig med mig selv, Det skal jeg prøve.”
”Jacob har hele tiden snakket om at køre rally i de vinmarker, og jeg synes, at det var fedt sidste år. På grund af mit tidligere bilvalg, hvor jeg kørte en nationalt opbygget rallybil, har jeg ikke haft mulighed for at køre løbet, men nu vil jeg. Det bliver sejt at køre nogle af de prøver, som er blevet anvendt til VM-rally.”
Det bliver dog ikke Kenneth Madsens faste co-driver, Mette Felthaus (Horsens), som skal sidde ved siden af ham. Det bliver i stedet den tidligere Danmarksmester Ditte Kammersgaard (København).
”I Glad Sport står jeg altid for at booke vores overnatninger til sæsonen, og det gjorde jeg den 2. januar. Da Mette fik datoerne, sagde hun Det løb har vi da ikke snakket om. Kan vi ikke finde et andet, for jeg skal til udlandet med mit firma?” fortæller Kenneth Madsen. ”Mit svar var kort Nej, jeg skal bare prøve at køre det.”
”Jeg er sikker på, at Ditte kan klare opgaven. Vi skal køre shakedown om fredagen, og får der kørt lidt sammen, inden det gør løs. Vi starter lige på og hårdt med at køre i vinmarkerne om lørdagen, mens det bliver mere traditionelle hastighedsprøver, vi slutter af med søndag.”
Ved Rallye Erzgebirge kørte Kenneth Madsen/Mette Felthaus sig til en tredjeplads.
”Selv om det gik godt i Rallye Erzgebirge, er dette her et helt andet løb,” siger Kenneth Madsen. ”Der er hele 23 mandskaber i Rally2-klassen, og mange af dem har kørt løbet før. Jeg tror, at man skal give voldsomt meget gas, hvis man skal i top 8. Samtidig har jeg også en ny andenkører og i weekenden efter skal vi køre tredje afdeling af Dansk Super Rally. Det kommer nok også til at spille ind.”
Mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus tog deres fjerde generalsejr i streg i Dansk Super Rally, blev Jacob Madsen/Line Nedergaard ramt af sort uheld på Korsika.
---
Efter en lille times intens kamp mod stopuret kunne Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) lad sig kåre som vindere af Rally Sønderjylland og tage den fjerde generalsejr i streg i Dansk Super Rally i deres Citroën C3 Rally2.
”Det var et virkeligt godt løb med nogle fine hastighedsprøver, og så blev vi konstant presset af Simon Vallentin og Karsten Isaksen,” siger Kenneth Madsen, og Mette Felthaus fortsætter:
”Vi har haft en intens kamp, og det at Simon og Karsten har pustet os i nakken, har været med til, at vi har ydet vores bedste. Det var megafede prøver og fedt at være andenkører. Der har virkelig været kød på dem, og det skal klubben have ros for. Jeg er generelt ikke fortaler for rundbaner, men disse her var gode. Det var ikke kun mig, men også Kenneth, som hele tiden skulle levere.”
”Løbet begyndte med en power stage. Det er normalt den, som afslutter et løb, men vi lagde hårdt ud, og vi vandt den og fik ekstra point,” siger Kenneth Madsen. ”Vi har kørt på de samme fire dæk hele dagen og kun lavet lidt småjusteringer på undervognen. Der var nogle gevaldige hop, så det var lidt svært at få det til at fungere perfekt, så nogle steder måtte vi slappe lidt af.”
Kenneth Madsen/Mette Felthaus endte med af vinde tre af de otte hastighedsprøver og være næstbedst på de fem andre. Undervejs i løbet kunne de dog i modsætning til normalt ikke følge med i den løbende stilling. ”Det giver noget nyt, at du ikke kan sige, at nu skal du skrue ti procent op eller ti procent ned. Du kan kun gætte på, hvor du er i forhold til konkurrenterne,” siger Mette Felthaus. ”Vi byttede tider, men vi kunne jo ikke være sikre på, om vi fik de rigtige. Men inden sidste prøve fandt vi ud af, at det ville blive tæt. Og det blev det. Vi vandt med små 10 sekunder.”
Mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus havde pokaler hjem fra det sønderjyske, var det kun oplevelsen og erfaringen, som Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) fik med sig fra Rallye Terra d’Aléria på de korsikanske grusveje.
Midt på den første hastighedsprøve fredag fik holdet en punktering. Og efter en kilometers kørsel på den næste fik man endnu én.
”Vi havde stadig 20 km hastighedsprøver, vi skulle køre, og hvis vi bare havde fortsat, havde vi helt sikkert splittet bilen totalt ad,” siger Jacob Madsen. Danskerduen var det eneste hold blandt deltagerne i Stellantis Cuppen, som på førstedagen blev ramt af punkteringer. ”Der var meget dybe spor på grusvejene, og flere steder kører du nærmest på dæksiderne,” fortæller Line Nedergaard. ”Der er ikke noget at gøre ved sådan noget. Det var noget helt andet, hvis vi havde begået fejl, men to punkterede dæk kan du ikke holde for…”
Holdet kunne få lov til starte i lørdagens fire hastighedsprøver, men udenfor konkurrence.
”Jeg var klar til at fortsætte. Det var mekanikerne også, for de havde jo taget den lange vej med rallybilen på slæb efter kassevognen, og man ved jo ikke, hvornår man får muligheden for at køre rally i sådanne omgivelser igen,” siger Line Nedergaard.
”Jeg skulle trækkes op, for jeg manglede lidt gnisten, når jeg vidste, at der ikke var noget at køre om,” siger Jacob Madsen. ”Vi startede nu blandt de langsomste i Stellantis Cuppen, og på blandt andet en 24 km lang prøve, blev vi fanget i støv. Det var tæt på, at vi næsten holdt stille, fordi vi intet kunne se i støvet fra holdet foran os.”
I deres Peugeot 208 Rally4 lykkedes det dog mandskabet to gange at sætte hurtigste blandt alle i klassen.
Udfordringerne står i kø for Glad Sport i den kommende weekend. Uanset om det gælder Jacob Madsen/Line Nedergaard på Korsika eller Kenneth Madsen/Mette Felthaus i Sønderjylland.
---
”Dette her bliver en ordentlig mundfuld – det er jeg ikke i tvivl om. Vi har ikke noget imod en ordentlig udfordring, og det er bare at gå på med krum hals.” Sådan lyder det fra Jacob Madsen (Ruds Vedby) forud for weekendens Rallye Terre d’Aléria, der finder sted på Korsika.
”De fleste forbinder rally på Korsika med fede asfaltveje, men det bliver et utraditionelt rally på Korsika, for det hele foregår på grus. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver nogle fede veje, vi skal køre på.”
Atter indtager Line Nedergaard (Viborg) co-driver-sædet i den hurtige Peugeot 208 Rally4, men hendes og Jacob Madsens forberedelser er nemlig anderledes end i de to første afdelinger af den franske Stellantis Cup. Noterne er nemlig udarbejdet på forhånd. På baggrund af videooptagelser…
”Vi må kun køre prøverne igennem en enkelt gang lige inden løbet starter, og det skal vi gøre i vores rallybil,” fortæller Line Nedergaard. ”Arrangørerne har sendt os videooptagelser, og ud fra dem virker det lidt vildt. Vi har udformet vores noter, og så må vi tilpasse dem på den ene gennemkørsel, som vi får.”
Rallybilen har i de seneste uger gennemgået en række modifikationer på rallyværkstedet i Kalundborg. Den har fået længere støddæmpere, højere grushjul og mindre bremser, da de normale 17 tommer-fælge er erstattet med 15 tommer-fælge.
”Bremserne bliver ikke så belastede som på asfalt, fordi du ikke har samme greb på gruset,” forklarer Jacob Maden, mens Line Nedergaard tilføjer: ”Vi har haft en test med bilen i grusgraven i Gammelrand, hvor vi tydeligt kunne mærke, at den har fået en anden undervogn. Den drejer ikke på samme måde, og den er anderledes under nedbremsningerne.”
I det sønderjyske deltager Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens), og makkerparret i Glad Sports Citroën C3 Rally2 glæder sig til de udfordringer, som venter i Rally Sønderjylland, der har base i Aabenraa.
”Vejene i området plejer at dreje og hoppe, og så er der tradition for mange blinde sving,” siger Kenneth Madsen. ”Græsset i vejkanterne er højt på denne tid af året, og afgrøderne på markederne er også skudt i vejret, så det bliver et rally, hvor jeg virkelig skal høre efter, hvad Mette siger.”
”Der plejer at være gode hastighedsprøver i området, hvor der er noget at lave for mig som andenkører,” fortæller Mette Felthaus. ”Det er lang tid siden, at Kenneth og jeg sidst har kørt i området, og det giver en god udfordring specielt for mig, for så føles hastighedsprøverne lidt som nye. Nogle løb køres med mange gentagelser fra år til år. Det er ikke tilfældet her, så selv om Kenneth og jeg har kørt i Sønderjylland før, håber jeg, at der bliver nogle udfordringer for mig med noterne.”
Rally Sønderjylland har en speciel plads i Kenneth Madsens hjerte.
”Tilbage i 2015 vandt jeg løbet og tog min første generelle sejr i et DM-rally,” siger han. ”Dengang var Henrik Dernoff min co-driver. I 2018 blev Mette og jeg nummer 4 generelt, og nu håber jeg, at vi kan tage en ny generalsejr sammen.”


