Glad Sport satte sig på de to forreste pladser i dels Rally Stoholm, dels i Dansk Super Rally
---
Glad Sport fik den bedst tænkelige afslutning på sin 2025-sæson, da teamet stillede op i årets Rally Stoholm. For anden gang i denne sæson var det Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) som tog en generelsejr, mens Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) i deres afslutningsløb sluttede lige bag dem på den generelle andenplads, tog endnu en klassesejr og ikke mindst mesterskabet i Dansk Super Rally – for tredje gang på fem år!
”Nu har Line og jeg da én mere DSR-titel end Kenneth,” sagde Jacob Madsen til den afsluttende medaljefest. ”Rally Stoholm har været to dage med masser af grus, og det har været rigtig sjovt.”
Rally Stoholm var afskedsløbet for Jacob Madsen/Line Nedergaard.
”Det var med blandede følelser, at vi deltog, og følelser, der var svære at placere,” indrømmer Line Nedergaard. ”Men det har været to rigtig gode rallydage, og det var det, Jacob og jeg gerne ville have. Så er det bare en bonus, at det gik så godt, som det gjorde med et nyt mesterskab.”
”Vi har haft syv gode år sammen, som har givet os nogle goder minder, selv om man efter sådan en succes har lyst til at fortsætte, er dette det helt rigtige tidspunkt for os at stoppe – specielt for mig, fordi jeg døjer med kroppen. Men det blev lidt overvældende til sidst i løbet.”
”At det var vores sidste rally, påvirkede mig ikke så meget i starten,” fortsætter Jacob Madsen. ”Men da vi kom i mål på den sidste hastighedsprøve, var den gal. Så var der vandfald! Men sådan er det jo, når man har gået op i rallysporten i så mange år. Så bliver afslutningen alligevel lidt mærkelig, selv om man selv har taget beslutningen.”
Rally Stoholm var sæsonens eneste danske to-dages-løb, og selv om Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) førte løbet efter de fire hastighedsprøver fredag aften, var ikke alt perfekt for Glad Sport-makkerparret.
”Vi var spændt på den ventede kamp mod Simon Vallentin og Karsten Isaksen,” siger Kenneth Madsen. ”Der var et par småting, som drillede os fredag aften, men lørdag morgen var vi enige om at give den gas.”
”Da vi var kommet i mål på den første hastighedsprøve lørdag morgen, sagde Mads til mig Den tid tror jeg ikke, Simon og Karsten slår. Det viste sig, at Simon havde haft for meget fart på, så de netop på den hastighedsprøve ramte en vold og måtte udgå. Det var virkelig ærgerligt. Mads og jeg er naturligvis glade for at vinde, men det havde været sjovere at køre fra dem på hastighedsprøverne.”
Helt uden problemer blev resten af Rally Stoholm dog ikke for mandskabet i den blå Citroën C3 Rally2.
”Vi skulle fokusere på at komme i mål, og vi valgte at køre med to reservehjul i bilen hele lørdagen, og det viste sig at være heldigt, for vi fik en punktering,” siger Kenneth Madsen. ”Vi fik en punktering, så vi kørte fire kilometer på et fladt dæk, og generelt reducerede jeg nok vores tempo med 15 procent ud fra, hvad Mads sagde.”
”Det var lidt ærgerligt, at Simon og Karsten måtte udgå, for det er jo trods alt sjovere at køre op mod dem i en lige konkurrence,” siger Mads Dalsager. ”Resultatmæssigt gik løbet bedre for Kenneth og mig end forventet, men jeg må sige, at det var skønt, at Line og Jacob vandt Dansk Super Rally, selv om de slog os.”
”Det var jo det bedste, der kunne ske. Taget i betragtning af at det er deres sidste løb, så er det jo den bedste afslutning, de kunne få. Så selvfølgelig vil man altid gerne selv vinde DSR-titlen, men jeg synes, at dagen i dag, det var deres.”
Når årets Dansk Super Rally afsluttes med Rally Stoholm i weekenden, bliver det også afslutningen på det syv år lange samarbejde, som Line Nedergaard og Jacob Madsen har haft.
---
En sæsonafslutning er altid speciel, og årets sidste løb i Dansk Super Rally – Rally Stoholm – bliver helt specielt for Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg). Makkerparret fra Glad Sport har nemlig besluttet sig for, at løbet bliver deres sidste rally. Ikke bare sammen, men også hver for sig.
”Jeg har kørt rally i 12-13 sæsoner og har haft en god, lang karriere i sporten. Der har været fuldt skrald på hele siden, og jeg har aldrig gjort noget halvhjertet,” siger Jacob Madsen. ”Men det er ikke længere det samme for mig som tidligere at komme ud at køre. Jeg mangler lige de sidste 5-10 procent gejst.”
”Jeg kommer helt sikkert til at savne rallysporten. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det modsatte. Jeg føler, at det er et godt tidspunkt at gøre det, for jeg har også to små børn, og de bliver hurtigt store.”
”Det er sørgmodigt og meget mærkeligt. Det er ikke helt gået op for mig, men nu er det alvor, for beslutningen er taget,” fortæller Line Nedergaard. ”Som udgangspunkt er min rallykarriere nu slut. Jeg har ikke lyst til at køre med andre end Jacob. Det er noget unikt, vi har haft sammen, og det vil jeg ikke kunne opnå med en anden chauffør. Men det er også en personlig beslutning, for jeg døjer stadig med den rygskade, jeg fik under rallyet i Aalborg i 2022.”
Line Nedergaard og Jacob Madsen begyndte deres samarbejde tilbage i 2019, hvor de kørte for Suzuki Motorsport med Anders Lysen som teamchef. Da teamet stoppede, blev de i 2022 til en del af Glad Sport.
Sammen har de haft 50 rallystarter, hvor de har scoret 42 klassesejre. 33 af starterne og 28 af klassesejre er sket som en del af Glad Sport.
”Gennem min karriere har jeg haft tre faste andenkørere,” siger Jacob Madsen. ”Jeg startede med Ole R. Frederiksen, der er 40 år ældre end mig, og det var godt med en erfaren andenkører. Jeg kørte så med Line Lykke i bl.a. udlandet, og det var godt, for vi var begge sultne efter succes. Da jeg i 2019 skulle finde en ny andenkører, skulle det enten være en med masser af erfaring eller en, der var grøn. Jeg valgte Line, og det har jeg aldrig fortrudt.”
”Det har været syv gode sæsoner med nogle vanvittige oplevelser, som vi har haft, og noget af det bedste ved Line har været hendes tilgang om, at det skulle være sjovt, men også seriøst. Har vi et problem, så siger hun altid, at vi løser det. Vi kan godt være stolte af, hvad vi har præsteret udenfor landets grænser. Vi har vundet i Belgien, Tyskland og Frankrig, og de fire løb, vi kørte i Frankrig i 2024, var lange og krævende løb, men også sjove løb. Men det tog også hårdt på os.”
”Selv om Jacob havde masser af erfaring, da vi mødtes, har vi virkelig udviklet os sammen,” lyder det fra Line Nedergaard. ”Det har været fantastisk at sidde ved siden af så dygtig en rallykører. Hans talent bag et rat er så unik, og så er han rolig. Hans energi er fantastisk, og det har drevet mig.”
”Når vi kører over startrampen fredag aften i Stoholm, vil jeg bare vælge at fokusere på løbet og nyde det. Jeg vil ikke tænke på, at det er det sidste løb, men jeg vil forhåbentlig nyde det lidt ekstra.”
Glad Sport har i år ikke kørt fuld dansk sæson, men er stadig i spil til medaljer.
”Vi har ikke de store chancer for at komme helt til tops i det fælles mesterskab i Dansk Super Rally, men hvis vi kommer igennem Rally Stoholm, har vi en god chance for at blive mestre i Rally2-klassen,” siger Kenneth Madsen (Slagelse), der atter starter sammen med Mads Dalsager (Solbjerg). ”Det bliver dejligt igen at prøve mørkekørsel lørdag aften, og så ser vejrudsigten ud til, at vi også kommer til at køre på nogle fedtede veje.”
Som navnet antyder har løbet base i byen Stoholm mellem Holstebro, Skive og Viborg. Og den kender Mads Dalsager rigtig godt.
”Stoholm er lidt specielt for mig, for jeg har jo i en del år kørt sammen med Jan Petersen, der bor i byen,” siger han. ”Kenneth og jeg vil prøve at gå efter sejren – det plejer vi nu at gøre hver gang – men Simon Vallentin er blevet stærkt kørende på det sidste. Jeg håber, at rallyet bliver problemfrit for os og vores konkurrenter, og specielt for Jacob og Line, så de kan få en god afslutning på deres karriere.”
Rally Midtsjælland blev til en intens duel på landevejene omkring Viby Sj., men Glad Sport trak det korteste strå i kampen om sejren i generalklassementet.
---
Der var lagt op til en kamp på sekunder og tiendedele mellem Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) og Hyundai-mandskabet Simon Vallentin/Karsten Isaksen. Det endte med, at Glad Sports mandskab måtte se sig slået med 8,1 sekunder efter ni gennemførte hastighedsprøver og godt 90 kilometers intens konkurrence.
”Simon fik holdt os godt til ilden, og det var sjovt, at vi lå så tæt, men det skulle ikke have været ham, som var foran til slut. Otte sekunders forskel på denne løbsdistance er ikke meget, men det var nok,” siger Kenneth Madsen efter lørdagens løb, der havde base i Viby Sj.
Fredag havde mandskaberne kørt de fem forskellige hastighedsprøver igennem for at udarbejde deres noter til rallyet. Men notekørslen havde også sat nogle tanker i gang hos makkerparret i den blå Citroën C3 Rally2.
”Under gennemkørslen virkede det til, at det ville være nogle meget hurtige hastighedsprøver, så vi tog en beslutning om at sætte en højere gearing i bilen for at kunne køre hurtigere,” forklarer Mads Dalsager. ”Med den højere gearing kunne vi køre 20 km/t hurtigere på toppen, men det tog også længere tid at komme op i fart med den gearing.”
”Det gik godt på hastighedsprøve 1 og 3, men ikke på de andre hastighedsprøver. Kenneths og mit samarbejde bliver bedre for hvert løb, men på hastighedsprøve 2 og 4 kunne vi ikke få tingene til at fungere. Det kunne jeg mærke på ham under kørslen, og han indrømmede det også ved mål.”
”Vi tog en beslutning omkring gearingen, som viste sig at være forkert,” konstaterer Kenneth Madsen. ”Simon var bare en my hurtigere, men nu har vi også fået ny viden omkring bilen, som vi ikke har haft før.”
Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) kørte sig ikke blot til en flot tredjeplads i generalklassementet ved Rally Midtsjælland, men sikrede sig også sejren i Rally3-klassen med mere end tre minutters forspring til et andet Renault Clio-hold.
”Det var en god dag for Line og mig. Der var prøver, hvor det bare kørte perfekt, men også nogle, hvor det kunne have gået lidt bedre. Men en tredjeplads generelt er godkendt,” siger Jacob Madsen.
”Vi havde set meget frem til hastighedsprøve 5 og 8 i området ved Skee. Da vi landede efter et hop, begyndte vi bare at grine. Den prøve var rigtig god, og vi havde helt ondt i kæberne af at smile, da vi kom i mål…”
”Den hastighedsprøve var bare dagens højdepunkt,” tilføjer Line Nedergaard. ”Kombinationen af hop og landinger, sving med høj hastighed og så passager gennem en skov var bare god.”
”Jeg synes, at vi har fået det bedste ud af det i løbet. Prøverne var meget hurtige og ikke så udfordrende, for de lå ikke til vores bil. Men vi havde et godt flow, god energi og så har vi hygget os i bilen. Vi havde håbet på at kunne køre fra Ib Kragh i Rally2-Hyundaien, men vidste ikke, hvordan vi stod overfor Marco Gersager i hans Rally2-Polo. Vi slog dem begge og kan kun være tilfredse med resultatet.”
Lørdag deltager Glad Sport i Rally Midtsjælland, hvor begge teamets mandskaber kommer til at møde stærk modstand i deres klasser.
---
Lørdag er Glad Sport for næstsidste gang i denne sæson til start i et løb til Dansk Super Rally. Det er Rally Midtsjælland, der køres med base i Viby Sjælland, og løbet har tiltrukket mange deltagere i Rally2- og Rally3-klasserne, hvor teamets to mandskaber deltager.
”Der er tilmeldt fem hold i Rally2-klassen, og jeg forventer da, at Kenneth og jeg kan blive blandt de tre bedste,” siger Mads Dalsager (Solbjerg), der er navigatør for Kenneth Madsen (Slagelse). ”Udover rallysprintet i Gammelrand bliver det første gang for mit vedkommende, at jeg sammen med Kenneth skal køre mod Simon Vallentin. Det glæder jeg mig virkelig til, for det kan blive en god kamp.”
”Vi går helt klar efter en sejr,” siger Kenneth Madsen, ”men denne gang bliver der mere at se til, nu hvor Simon Vallentin kommer.”
”Sidste gang, jeg kæmpede mod ham, var ved sidste års Rally Stoholm. Dengang kørte jeg taktisk, fordi det var vigtigt for os at komme i mål, men denne her gang bliver det på mere lige vilkår, at vi mødes. Det er også rart at høre, at Ib Kragh har fået bilen klar igen efter sin brand i Juelsminde, og så bliver det spændende igen at skulle kæmpe mod Marco Gersager, som gør comeback.”
Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) stiller op i Rally3-klassen, der denne gang også tæller fem mandskaber i let modificerede, firhjulstrukne rallybiler.
”Det er rart, at der kommer nogle flere modstandere – både for Jacob og mig, men også for Kenneth og Mads,” lyder det fra Line Nedergaard.
”Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå med vores bil. Da Jacob kørte det sidste MRF-rallysprint, kom der en mærkelig mislyd. Men selv om mekanikerne har undersøgt alt, kan de ikke finde ud af, om der er noget galt. Det er heller ikke lykkedes dem at fremprovokere fejlen igen.”
Rally Midtsjælland tæller fem forskellige hastighedsprøver, som hver skal køres to gange. De svinger i længde fra 5,2 til 17,6 kilometer.
”Det bliver spændende med hastighedsprøverne. Det er nok til vores fordel, at de ikke er så lange, for det er på de lange hastighedsprøver, at vi oftest er kommet til kort i forhold til de andre,” indrømmer Line Nedergaard.
”Det er godt et år siden, at vi sidst har kørt på den del af Sjælland, hvor løbet foregår, og det bliver vist nogle prøver, man kender, og så nogle nye,” siger Jacob Madsen. ”Vi kører med om sejren i klassen og ser, hvad vi kan gøre i generalklassementet.”
Den sjællandske finale i MRF Dansk Rally Sprint Cup Øst endte både positivt og negativt for Glad Sport.
---
Den fjerde og sidste runde af MRF Dansk Rally Sprint Cup Øst fandt sted på Gammelrand Betons arealer ved Svebølle, så det var næsten hjemmebane for Glad Sport, hvor Kenneth Madsen (Slagelse) og Jacob Madsen (Ruds Vedby) stillede op.
Det blev til en generel sejr for Kenneth Madsen, der havde forskellige sponsorer med som co-drivere i løbet af de fire heat. Mere end to minutters forspring til nærmeste rival havde køreren i den blå Citroën C3 Rally2, da dagen var omme.
”Det var skønt at kunne give nogle af teamets gæster og sponsorer en oplevelse,” siger Kenneth Madsen. ”Hastighedsprøven var ikke den, vi anvender til det årlige rallysprint i Gammelrand, men lå på arealet syd for landevejen.”
”Det var en rigtig god hastighedsprøve, som havde lidt af hvert. Der var hop og smalle passager, men samtidig også en god længde på hastighedsprøven. Det var en god prøve, hvor vi virkelig kunne give vores gæster en god fornemmelse af, hvordan det foregår på en rigtig rallyprøve.”
I det første heat fulgte Jacob Madsen på andenpladsen, små ti sekunder efter sin bror. Men i næste heat valgte han at slække på gassen, trille i mål og ikke deltage i de to sidste heats.
”Der kom en mislyd på et sted, hvor bilen lettede ud over en kant. Uha, det lyder ikke godt, tænkte jeg, for det lød meget metallisk,” siger han. ”Jeg var bange for, at der var sket noget med en aksel eller et bagtøj. Selv den gæst, jeg havde med, sagde Hvad skete der? Men jeg turde ikke køre videre.”
Jacob Madsen og det øvrige servicemandskab i Glad Sport har nu adskilt transmissionen på sin Renault Clio Rally3.
”Alt er skilt ad nu, og tingene var bare i orden. Det er lidt nederen, at der ikke er et eller andet galt,” siger Jacob Madsen.
Næste udfordring for Glad Sport bliver fjerde afdeling af Dansk Super Rally – Rally Midtsjælland, som den 20. september køres med base i Viby Sjælland.
Kenneth Madsen/Mads Dalsager og Jacob Madsen/Line Nedergaard kørte Glad Sports rallybiler til tops i årets Rally Juelsminde.
---
Efter at have prøvet kræfter med først de østrigske bakker og siden de sydfranske bjerge deltog Glad Sports mandskaber i weekenden for første gang i år i en afdeling af Dansk Super Rally. På Juelsminde-halvøen mellem Horsens og Vejle kørte Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) sig til sejren foran Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg).
”Det var et godt løb, som blev afviklet i godt vejr med et fedt show i Juelsminde by med masser af publikum. Det gik problemfrit for os hele dagen i Citroënen, og så fik Mads’ sin første generalsejr i et DM-løb,” siger Kenneth Madsen.
”Det var en god oplevelse at vinde,” siger Mads Dalsager. ”Der var mange mennesker samlet i Juelsminde, og det mindede om en byfest. Vi havde også selv mange gæster, i Glad Sport, og de havde en god dag.”
”Prøverne var gode, men lidt hurtigere end det, vi har oplevet i Østrig og Frankrig. Løbet var godt afviklet – også godt, at vi har nogen, som gider at stille sådan et løb på benene. Så derfor var det synd, at Ib Kragh og Jeannette Kvick måtte udgå med brand i deres bil. Kenneth og jeg lagde ud i et højt tempo, men da de udgik, satte vi vores tempo ned og kørte sejren sikkert i mål.”
Konkurrenterne Ib Kragh og Jeannette Kvick havde stået for at arrangere Rally Juelsminde, men deltog også selv.
”Det var synd for Ib og Jeannette. Det havde været sjovere at få dem i mål, så de kunne være kommet med i top 3, men sådan endte det desværre ikke,” siger Kenneth Madsen.
Inden Ib Kragh og Jeannette Kvicks Hyundai Rally2-bil måtte udgå, var de blevet udfordret fra Jacob Glad og Line Nedergaards Renault Clio Rally3-bil.
”Jacob og jeg havde ikke regnet med at kunne køre fra Ib på hjemmebane,” siger Line Nedergaard. Efter to udlandsløb var det også første gang, at hun fra co-driversædet oplevede Glad Sports Renault Clio Rally3 på de danske veje.
”Det var sjovt at opleve, hvordan bilen fungerede på de danske veje. Den kører godt på de lange strækninger. Der var mange hop, hvor vi var oppe at flyve, og det var virkelig en fornøjelse.”
”Jeg havde virkelig ikke troet på, at Line og jeg i vores Rally3-bil kunne kæmpe mod Ib og Jeannette i deres Rally2-bil, når det var på Ibs hjemmebane,” siger Jacob Madsen. ”Det var et godt rally med fine hastighedsprøver med mange kilometer. Begik man en fejl, var der mulighed for at indhente det gennem løbet.”
”Rally Juelsminde er kendt for sin store rundbane ved Rårup. Den var god, men den kender vi. Men til gengæld var der en hastighedsprøve, som vi vel sidst kørte for ti år siden. Denne gang blev den kørt i modsat retning, og det var nok rallyets bedste. Der var spændende hop og nogle hurtige og svære kombinationer.”
Allerede lørdag er Glad Sport i aktion igen. Det sker ved fjerde afdeling af MRF Rally Sprint Cup Øst i Gammelrand. Næste gang Glad Sport deltager i en afdeling af Dansk Super Rally bliver den 20. september ved Rally Midtsjælland, som har base i Viby Sjælland.
Lørdag har Glad Sport årets første start i et løb i Dansk Super Rally. Der venter 160 kilometer hastighedsprøver for teamets mandskaber og stemningsfulde omgivelser for teamets gæster.
---
Med undtagelse af et par sjællandske rallysprint har det været i udlandet, at Glad Sport i år har slået sine folder. Men lørdag stiller Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) og Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) for første gang i år op til en afdeling af Dansk Super Rally. Det sker ved Rally Juelsminde.
”Jeg glæder mig meget til at komme i gang efter sommerferien, men også at møde mange af de mennesker fra rallyverdenen, jeg ikke har set siden Rally Stoholm sidste efterår,” siger Line Nedergaard.
”For mig bliver det lidt som at starte igen efter en vinterpause, men det bliver skønt at prøve vores Renault Clio Rally3 herhjemme, hvor vi får flere modstandere i klassen end vi har haft i vores udenlandske løb. Sidste år var Rally Juelsminde et fint løb, og det var sjovt at køre inde i Juelsmindes gader, og så bliver det godt med 161 km hastighedsprøver.”
Løbsdistancen står mål med, hvad Glad Sport hidtil i år har oplevet i det østrigske Lavanttal Rallye og franske Rallye d’Antibes, der bød på henholdsvis 157 og 200 km hastighedsprøver. Disse to løb foregik på bjergveje, hvilket naturligvis ikke vil møde teamets to mandskaber på Juelsminde-halvøen.
”Hastighedsprøverne er anderledes end dem, vi kommer fra, men jeg tænker, at Kenneth og jeg nok skal få det sjovt i bilen,” siger Mads Dalsager. ”Det er et flot felt, der er med denne gang, og sagt med lidt beskedenhed er vi nok blandt favoritterne, og det håber jeg, at vi kan leve op til. Vores rival Ib Kragh er lokalkendt, og han vil sikkert også gasse den på dagen. Vi får mange gæster i teamet, så vi håber, at alle får en god dag med godt rally og godt vejr.”
Mens Mads Dalsager en gang har kørt rally på Juelsminde-halvøen, har Jacob Madsen mere erfaring med området.
”Det er et forholdsvist langt løb med mange prøvekilometer på én dag, og der er sikkert nogle af prøverne, som er gengangere fra tidligere,” siger Jacob Madsen. ”Løbet har ligget godt til mig i de seneste år, for det er som regel gået rimeligt godt, når jeg har kørt der.”
”Der plejer at være nogle gode prøver på Juelsminde-prøven. Den gode gennemgående hastighedsprøve, som blev aflyst sidste år, kommer med igen, og så er der en rundbane, vi sidst har kørt siden 2015 eller 2016. Den har nogle gode kombinationer.”
Ligesom tidligere år kommer Rally Juelsminde til at byde på en stor rundbane på 33 km, der skal køres to gange. ”Her er der mulighed for at tage nogle sekunder på konkurrenterne, for der er nogle hurtige kombinationer, hvor man skal turde holde på,” slår Jacob Madsen fast.
”Det bliver helt sikkert et godt rally, hvor det hele kan komme til at gå op i en enhed,” slår Kenneth Madsen fast.
”Prøverne plejer at være gode på Juelsminde-halvøen, og når det er en rallykører som Ib Kragh, som er med til at arrangere løbet, er der også tænkt over tingene. I Glad Sport har vi også et sponsorarrangement i forbindelse med løb, for det bliver nemt for vores gæster at gå fra teamets base på servicepladsen på Juelsminde Havn til prøven i byen.”
Glad Sports to rallymandskaber kørte to klassesejre og to generelle førstepladser hjem i Danmarks mest historiske rallysprint
---
Den 38. udgave af Kalundborg og Omegns Motorklubs rallysprint blev en succes for Glad Sports to mandskaber, der i den kogende rallygryde, som NCC’s grusgrav i Gammelrand ved Svebølle lørdag var blevet forvandlet til, hentede to klassesejre og to generelle førstepladser hjem.
I den ordinære konkurrence – hvor han i hvert heat blev sekunderet af en række af teamets sponsorer – kørte Jacob Madsen (Ruds Vedby) sig til en klassesejr i RS 5A-klassen, mens Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) tog klassesejren i RS 5-klassen. Sidstnævnte makkerpar sejrede også generelt efter de fire ordinære heats, mens Kenneth Madsen også vandt det afsluttende røverheat, hvor dagens fem hurtigste rallykørere deltog.
”Det er min tredje generelle sejr efter sejrene i 2017 og 2024,” siger Kenneth Madsen. ”Det forløb godt uden problemer med Citroënen, selv om jeg lavede et par småfejl dels i det fjerde heat, dels i røverheatet.”
Det var løbets 2023-vinder, Simon Vallentin, der udfordrede Kenneth Madsen.
”Jeg er rigtig glad for, at Simon og hans team havde kæmpet med at få gjort deres rallybil klar efter det voldsomme uheld, han havde i Tjekkiet. Det var rart, at Simon og jeg igen kunne få en fed duel.”
Ved siden af sig i den blå Citroën C3 Rally2 havde Kenneth Madsen atter Mads Dalsager.
”Det er altid fedt at vinde, og så at gøre det i sådan en kulisse med en så fantastisk stemning takket være de mange tilskuere, er bare dejligt,” siger han. ”Prøven er blevet kørt på den samme måde i mange år. Kenneth kender den derfor, så derfor var det ikke et så udfordrende løb for mig.”
Udfordrende var det derimod for Jacob Madsen. Han sluttede på en generel tredjeplads i den ordinære konkurrence – hvor han tog klassesejren – mens han måtte tage sig til takke med en fjerdeplads i røverheatet, hvor han blev slået med 11 tusindedele af svenske Adam Grahn, der også kørte i en Rally3-bil.
”Adam fik til sidst god fart på, og det var marginalerne, som blev afgørende i røverheatet. På sådan en hastighedsprøve som den i Gammelrand kan man hurtigt miste et halvt sekund,” siger Jacob Madsen.
”Det blev til en tredjeplads, og hvis jeg skulle have været højere oppe i det generelle resultat, skulle andre have haft uheld. Denne gang pressede jeg Clioen, som jeg ikke havde gjort før. Gammelrand var måske et dumt sted at gøre det, men det gik.”
”Men selv om vi i Glad Sport sluttede 1-3 i den ordinære konkurrence og 1-4 i røverheatet, var Simon Vallentin og hans team dagens vindere for at få gjort bilen klar og stille op igen efter deres store crash i sidste måned.”
Den 19. juli stiller Glad Sport atter op i KOMO’s rallysprint i Gammelrand, hvor mange gæster og sponsorer kommer og hepper på teamet.
---
”Det er et meget ikonisk rallysprint, og så er det samtidig lidt af en fest. Man kan sammenligne det med en motorfestival, hvor der er noget for børn og voksne. Det er et løb, som adskiller sig fra alle de andre rallysprint, som vi kører.”
Ordene kommer fra Glad Sports nyeste medlem, Mads Dalsager (Solbjerg). Den 19. juli sætter han sig til rette i co-driver-sædet ved siden af Kenneth Madsen (Slagelse) i teamets Citroën C3 Rally2, når KOMO’s rallysprint afvikles i NCC Roads’ grusgrav ved Gammelrand øst for Kalundborg.
”For nogle år siden deltog jeg i løbet sammen med Jan Petersen,” fortæller han. ”Før jeg fik min løbsdebut, havde jeg aldrig været i Gammelrand, men Jan talte meget om løbet og stemningen. Og ja, det er virkelig en festlig begivenhed.”
KOMO’s rallysprint er tæt og intenst. Når starten går klokken 12.00, er der fire heats på programmet, inden de fem bedste mandskaber sidst på eftermiddagen skal deltage i det afgørende røverheat. Alle kan følge med, og Glad Sport har også inviteret mange gæster og sponsorer.
”Der er nogle af sponsorerne, som skal ud at have en tur i højresædet i min rallybil,” siger Jacob Madsen (Ruds Vedby). ”Jeg håber på, at jeg kan være med til at give dem en god oplevelse.”
Det bliver første gang, at Jacob Madsen skal køre løb i Gammelrand i Glad Sports nye Renault Clio Rally3, men det er ikke første gang, at han skal deltage i løbet i en firhjulstrækker.
”Tilbage i 2018 vandt jeg løbet i en Skoda Fabia R5, men det er næsten så lang tid siden, at jeg helt har glemt det,” siger han med et smil. ”Det bliver spændende at se, hvordan jeg denne gang kan klare mig mod de andre firhjulstrækkere. Min gamle Peugeot 208 kørte godt, men med kun forhjulstræk var jeg bagud på gruset og havde problemer med at få kræfterne ned i asfalten, når jeg skulle ind på olievejen. Når det gik godt, plejede jeg at kunne kæmpe med om tredjepladsen. Det håber jeg at kunne gøre igen.”
Sidste år sejrede Kenneth Madsen i den ordinære konkurrence, og han håber på at kunne gentage triumfen.
”Jeg håber, at vi får en god dag, og at vi igen står øverst på skamlen. Det må være målsætningen,” siger han. ”Men det bliver lige så vildt og intenst som altid i Gammelrand. Vi plejer at køre tæt, og det forventer jeg også, at det kommer til at ske denne gang.”
”Jeg håber på godt vejr, for så er det sjovest for alle. For min skyld kan vi sagtens afvikle løbet i regnvejr, men for alle tilskuere er det bedst med tørvejr.”
Begge Glad Sports mandskaber blev udfordret under deltagelsen i sidste weekends Rallye Antibes.
---
Glad Sport deltog i sidste weekend i det franske Rallye d’Antibes, som fandt sted i de franske alper og omfattede hastighedsprøver med en klippevæg til den ene side og en dyb afgrund til den anden.
”Det var nogle fantastiske omgivelser og nogle voldsomt krævende prøver, hvor vores kompetencer virkelig blev sendt på prøve,” siger Line Nedergaard (Viborg). ”I sidste måned kørte vi rally i Østrig, og her var vi alle i teamet enige om, at det var et step op i forhold til det, vi var vant til. Rallye d’Antibes var et yderligere step op!”
Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) kørte deres Renault Clio Rally3 til en generel 13. plads og en klassesejr i Rally3-klassen, mens Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) sluttede to pladser foran dem. For begge hold var det første gang, at de deltog. I modsætning til mange af deres konkurrenter, som havde kørt løbet flere gange.
”Flere af vores konkurrenter spurgte, om vi havde været der før,” fortæller Line Nedergaard. ”Da vi så sagde nej, svarede de Held og lykke, for vi havde kun to gennemkørsler af hastighedsprøverne inden løbet. Havde man mulighederne for at kunne træne noget mere i de omgivelserne for at øge vores kompetencer, ville vi have fået meget mere ud af. Det har helt bestemt været en lærerig weekend.”
”Dette rally er i en hel anden liga. Alle andre rallyer, jeg har kørt, kan godt pakke sammen,” konstaterer Jacob Madsen. Det var ikke kun hastighedsprøverne, som udfordrede ham. Det gjorde den nye Renault Clio Rally3 også.
”Vi arbejder stadig med opsætningen af den. Jeg manglede lige de sidste fem procent i, at jeg kunne stole på den. Line og jeg prøvede at ændre noget efter de første tre prøver, men til de næste tre prøver kom der regnvejr, og vi havde hårde slicks på. Både Line og jeg måtte ud at skrue for at gøre bilen blødere. Men vi var ikke de eneste, som startede på prøverne med et forkert dækvalg.”
Rallye d’Antibes omfatter nogle af de hastighedsprøver, som indgår i Rallye Monte-Carlo. Heriblandt flere bjergpas som det legendariske Col de Turini.
”Vi kørte nærmest oppe i skyerne, fordi det var så tåget. Der var en kilometer, hvor vi havde svært ved at se noget,” forklarer Jacob Madsen. ”Det var fedt, selv om vi havde de forkerte dæk på. Vi tabte vel to-og-et-halvt minut over tre hastighedsprøver på grund af vores dækvalg. Men det var ikke noget at blive deprimeret over. Det var en fantastisk oplevelse.”
Kenneth Madsen/Mads Dalsager kørte Glad Sports Citroën C3 Rally2 til en generel 11. plads i Rallye d’Antibes og en placering som niendebedste team i Rally2-klassen.
”Det var et fantastisk rally at deltage i,” siger Kenneth Madsen. ”Vi var klar over, at det ville være et løb med masser af udfordringer, og det blev det.”
Ved Glad Sports foregående start havde teknikken drillet i den hurtige Citroën C3 Rally2. Det gjorde den ikke i Rallye d’Antibes.
”Vores chefmekaniker Brian Søgaard havde udskiftet en defekt wastegate-ventil, og så havde vi igen fuld power i bilen. Men det var et hårdt rally, Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet et så udfordrende løb.”
”Vi havde i teamet snakket om, at rallyet i Østrig var det vildeste, vi havde oplevet, men Rallye d’Antibe var bare vildere. Her blev Kenneth og mit samarbejde virkelig sat på en prøve,” siger Mads Dalsager.
”Det var et virkelig krævende rally, hvor der som co-driver var meget at holde styr på. Til nogle af hastighedsprøverne havde jeg 40 sider med noter. Simpelthen fordi vejene drejede konstant. Det var sving på sving.”
Men det var også et rally, som foregik i højderne, hvor pas som Col de Turini lå i 1.600 meters højde.
”Jeg kunne godt mærke, at jeg får propper i ørerne, men det er ikke noget, jeg tænker mere på, når først prøven var startet,” siger Mads Dalsager. ”Så gjaldt det bare om at levere noterne til Kenneth.”